Af Dorit Glintborg

Søren Nørgård stopper i Mors-Thy Håndbold ved udgangen af denne sæson.
Mors-Thy Håndbolds populære anfører har været igennem en større skulderoperation, som har gjort ham ukampdygtig for resten af denne sæson, oplyser sportschef i Mors-Thy Håndbold, Henrik Hedegaard i en pressemeddelelse.

– Søren Nørgård har på ganske kort tid spillet og charmeret sig ind hos alle i og omkring Mors-Thy Håndbold, og han har været en glimrende leder på sin egen stilfærdige, men slagkraftige facon. Det er brandærgerligt, at det er en skade, som sætter en stopper for Nørgårds tid i Mors-Thy Håndbold, siger sportschefen.

Søren Nørgård selv har også været glad for at være i klubben. I pressemeddelelsen siger han, at tiden må vise, hvordan håndboldfremtiden for ham ser ud.

Redaktionen ønsker god bedring med skulderen.

Billedet er tilsendt redaktionen af MTH.