Af Dorit Glintborg
Her På Øen
Socialudvalget i Morsø Kommune har for første gang nogensinde afholdt udvalgsmøde over telefonen.
Sådan var proceduren i dag, og sådan vedbliver den, så længe vi har den eksisterende situation med Corona-virus.
På mødet enedes medlemmer om, hvordan man i den aktuelle situation med restriktioner om mindst mulig kontakt med andre mennesker, bedst kan udføre sit arbejde i socialudvalget.
- Vi besluttede, at ved hastesager har udvalgsformand, borgmester og direktør mulighed for at træffe beslutning i en sag, der normalt går igennem hele embedsmandsapparatet, fortæller socialudvalgsformand Henning Sørensen til Her På Øen.
Reglerne er dog, at der skal være mindst to personer involveret i en beslutning, så hastesager i socialudvalget vil kunne træffes af Henning Sørensen og Hans Ejner Bertelsen, Henning Sørensen og direktør Henrik René Christensen, Henrik René Christensen og Hans Ejner Bertelsen.
Henning Sørensen oplyser, at de resterende udvalg i Morsø Kommune højst sandsynligt vil vedtage samme procedure i den aktuelle Coronakrisetid.
Pressefoto af Henning Sørensen.








































