l forbindelse med planerne om en opgradering af Rute 26, som Her På Øen har skrevet om tidligere, har Karin Villadsen på vegne af Socialdemokratiet Mors indsendt nedenstående høringssvar vedr. udbygning og opgradering af rute 26, og sendt den til redaktionen til videreformidling.

Her På Øen bringer her høringssvaret som debatindlæg.

Karin Villadsen skriver:

Trafiksikkerhed, lokale hensyn og fremkommelighed – hvordan sikrer vi det bedst muligt?

Hos Socialdemokratiet Mors vil vi gerne anerkende muligheden for at få udbygget og opgraderet vores trafikale ”livsnerve” rute 26, som hver dag året rundt benyttes af rigtig mange morsingboer som hovedfærdselsåren til at komme til og fra øen samt til ”fordeling” af den nordlige og sydlige del af øens lokale trafik.

Der er derfor også rigtig mange morsingboer, for hvem det vil få stor betydning, på hvilken måde og med hvilke prioriteter, denne udbygning og opgradering kommer til at blive gennemført.

I den forbindelse vil vi gerne rette opmærksomheden på følgende områder:

A: En opprioritering af tilvalgsmuligheden ved Ø. Jølby for at lave krydset Udvejen/Vestmorsvej, så de krydsende veje føres hen over rute 26 på en bro og med forbedrede til-og fra kørselsmuligheder til rute 26. Som vejforholdene er i dag, så opstår der hver dag især i morgen – og eftermiddagstrafikken trafikfarlige situationer, hvor det er svært at komme ind på rute 26, og hvor lang ventetid, utålmodighed og travlhed kan skabe såvel frustrationer samt risiko for at der bliver truffet uhensigtsmæssige vurderinger og beslutninger, der i værste fald indebærer trafikuheld med deraf følgende både økonomiske og menneskelige omkostninger. Det er samtidigt vigtigt at få skabt en sikker passage af vejen for de bløde trafikanter, cyklister m.fl., som i dag har meget dårlige forhold for at krydse vejen. En opgradering af dette kryds vil være til både tidsmæssig gavn for mange samt øge trafiksikkerheden væsentligt.

B: Da rute 26 også fungerer som en ”fordelingsvej” af trafikken fra henholdsvis den sydlige og nordlige del af Mors, er det væsentligt at være opmærksom på, at der fortsat bør være gode tilkørselsforhold til denne, fx både i Erslev v. Lyngbro samt i Solbjerg, hvor trafikken fra en stor del af Nordmors ”rammer” rute 26 ved Nordmorsvej. Hvis man vælger at lukke/besværliggøre adgangen til rute 26 disse steder, så vil det få ret store negative konsekvenser for de mange lokale borgere, som hver dag bruger disse veje både til -og fra arbejde, men også for det lokale erhvervs-og foreningsliv, som vil blive negativt påvirket af at blive ”afskåret” på tværs af øen. Vi vil derfor opfordre til, at man genovervejer muligheden for enten at lade adgangsforholdene bestå, som de er i dag eller evt. udbygge med forbedrede svingbaner/til-og frakørselsbaner samt evt. med enten permanente fartkontroller (”stærekasser”), hvis man vurderer et behov for at sænke farten i disse kryds eller måske ”bare” med digitale fartnedsættelsestavler, der aktiveres ved trafik fra sidevejene.

C: For at skabe mulighed for hurtigere fremkommelighed på selve rute A26 vil det have en gavnlig effekt med flere overhalingsmuligheder i begge retninger. I projektet er der beskrevet flere muligheder for dette, hvilket vi gerne vil støtte op omkring at prioritere. Ud over at øge fremkommeligheden og derved spare lidt kørselstid, vil det formentlig også gavne trafiksikkerheden, idet man derved mindsker risikoen for ”hasarderede” overhalinger, der sommetider ender galt.

D: Morsø Kommune er i gang med at forberede sig til mere trafik med modulvogntog. I den forbindelse vil vi gøre opmærksom på, at man naturligvis også bør indtænke dette i forhold til fx større svingbaner mm, når man skal lave de kommende kryds- og andre vejombygninger, så man sikrer sig, at den kommende opgradering af rute 26 netop også er forberedt til fremtidens trafiksituation.

Arkivfoto: Her På Øen.