Bestyrelserne for de tre socialdemokratiske partiforeninger på Mors samt Fællesledelsen for Socialdemokratiet på Mors har gennem et stykke tid drøftet en sammenlægning af Sydmors Partiforening, Nordmors Partiforening, Nykøbing Partiforening og Fællesledelsen til én slagkraftig partiorganisation, som dækker hele Mors.
Drøftelserne er mundet ud i et konkret forslag om nedlæggelse af de nuværende partiforeninger og etablering af én ny Socialdemokratisk partiforening på Mors.
Det fortæller formand for Nykøbing Partiforening, Svend Erik Jørgensen i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Forslaget er udtryk for et ønske om at etablere en mere enkel organisering af det socialdemokratiske partiarbejde på Mors. Det vil forenkle beslutningsprocesserne og mindske kommandovejene. Hvad der måske umiddelbart kan se ud som en centralisering af beslutningsprocessen, er i virkeligheden det modsatte. Der vil blive kortere fra bund til top i organisationen. Vi ønsker ”en fladere” ledelse som fremmer alle medlemmers muligheder for indflydelse på den socialdemokratiske politik. Vi ønsker i højere grad at inddrage medlemmerne i gode beslutninger for hele øen.
Forslaget skal drøftes og vedtages på de enkelte partiforeningers generalforsamlinger, når det igen bliver muligt at mødes fysisk.
Herefter vil der blive en ny generalforsamling med etablering af et nyt Socialdemokrati på Mors – herunder fastlæggelse af partiets officielle navn på Mors.











































