Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Snestormen har fået rigtig mange biler til at køre i grøften på både Mors og i Thy.

Politiet har ikke noget samlet antal over de biler, der stadig ligger i grøften eller har gjort det forløbne døgn, men det er mange.

Til alt held er der ikke sket personskade i nogen af tilfældene.

Politikommissær Jørgen Jensen undrer sig i øvrigt over, at mange bilister venter med at skifte fra sommer- til vinterdæk, til den første sne falder.

  • Sneen kom bag på rigtigt mange i går, og det er virkelig en god idé at køre med vinterdæk om vinteren, fastslår Jørgen Jensen overfor Her På Øen: Man kan køre fast på en lige vej inde i byen med sommerdæk.

Politiet fraråder ikke direkte udkørsel længere, men som enhver ved selvsyn kan konstatere, er der meget sne, og på mange veje også megen sjap, og dermed glat føre. Derfor skal der køres efter omstændighederne, hvis man er nødt til at køre ud i dag.