Af Dorit N. Glintborg
Gitta Maling kan næste år fejre sølvbryllup med Limfjordsteatret, og mærkedagen rykker tættere på efter bestyrelsens forlængelse af ansættelseskontrakten med den erfarne teaterdirektør.
– Vi er rigtig glade for, at hun siger ja til at tage en periode mere, siger bestyrelsesleder Jørgen Madsen i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Ansættelseskontrakten er på fem år.
Gitta Malling blev ansat som teatrets leder i 2001, men der er langt fra gået rutine i arbejde, lyder det fra Jørgen Madsen.
– Tværtimod. Gitta Malling har en fantastisk evne til at blive ved med at udvikle både teatret – og sig selv som leder. Jeg har været bestyrelsesleder i otte år, og alene i den tid er der sket utrolig meget. I 2019 indviede vi det nybyggede teaterhus på Mors og i 2021 blev vi egnsteater for Thisted Kommune, så vi nu har to teaterhuse og lige ved 20 ansatte. Det er en stor forandring af hele organisationen, som hun har styret sikkert i land – og som gør Limfjordsteatret til et af de største egnsteatre i Danmark, siger han.
Sætter teatret på landkortet
I den forgangne periode har Gitta Malling sideløbende med direktørposten været bestyrelsesleder for Statens Kunstfond i to år, og siden jan. 2022 været udvalgsleder af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, som løber frem til januar 2026. Det har givet mange dage i København, væk fra teatret, men det bekymrer ikke Jørgen Madsen.
– Hun er i den grad med til at tegne Limfjordsteatret udadtil og sætte os landkortet. Det er utrolig vigtigt for et teater med vores beliggenhed. Og sagt på god jysk facon, kan vi godt være det bekendt, hun rejser rundt med. Samtidig har vi ingen oplevelse af, at teatret bliver forsømt, siger han, og tilføjer, at teatret i den forgangne sæson modtog Europa Kommissionens hæderspris, EITA-prisen 2024 for et Erasmus+ projekt og blev nomineret til en Reumert for forestillingen ”Matilda-effekten”.
Mange stillinger undervejs
Gitta Malling selv glæder sig til yderligere fem år på Limfjordsteatret.
– Det er rigtigt, at jeg har været her i mange år. Men der er sket – og sker fortsat en stor udvikling af teatret og det, vi står for. Vi var fire ansatte, da jeg startede. Det har vi mangedoblet siden da, ligesom vi har mangedoblet paletten af aktiviteter i vores to teaterhuse.
– Vi har så mange dygtige kræfter på teatret, som er med til at sætte retning, tænke nyt og skabe indhold af utrolig høj kvalitet. Vi har undervisningstilbud til børn og unge både herhjemme og i udlandet. Vi har særlige projekter for demente og for psykisk sårbare, som åbner teatret på helt nye måder. Vi har alle vores egenproducerede forestillinger for både børn, unge og voksne, som vi turnerer med i hele landet. Og så har vi selvfølgelig også en stor mangfoldighed af gæstespil og masser af teaterforestillinger i vores to huse for et dejligt og trofast publikum, siger Gitta Malling og tilføjer:
– Så ja, jeg har været her i 24 år, men det føles, som om, jeg har haft mange stillinger undervejs, lyder det fra Gitta Malling i pressemeddelelsen til Her På Øen.
Pressefoto: Lars Horn, Baghuset.