Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

På kommunalbestyrelsesmødet i Morsø Kommune i morgen tirsdag tages stilling til en af de mest omdiskuterede og debatterede sager meget længe, når kommunens salg af Toldbygningen på Havnen i Nykøbing er på dagsordenen.

Morsø Turistbureau sidder til leje i bygningen, som kommunen har udbudt til salg, og som der kom to bud på.

Et af kommunens argumenter for at ville sælge bygningen er at skabe mere liv på havnen.

Kommunen foreslår nemlig også Morsø Turistbureau at flytte op i gågaden.

For tre dage siden kunne man på turistchef Bente Kristensens Facebookside læse, at der er ganske meget liv på havnen allerede. Et faktum, turistchefen for et par måneder siden også oplyste i en artikel til Her På Øen.

På Facebook skriver hun: Den sidste måneds besøgstal er på 5.977 personer.

I dag har vi været 7 mand på kontoret og alligevel haft svært ved at følge med.

Telefonerne kimer, mails vælter ind og masser af glade gæster bliver serviceret på kontoret.

Servicering af de mange Kulturmødegæster, cykeludlejning, koordinering af overnatningsmuligheder samt fakturering af samme, pakning af sengelinned, sendt sejlgæster på sælsafari, nøgleudleveringer, tja blot nogle af dagens gøremål.

Åh ja, i dag holder vi så lige ekstra åbent til kl. 20.00

Som oplyst på Her På Øen tidligere har én af budgiverne givet sig til kende og fortalt, at buddet herfra udelukkende er givet i protest.

Jens Holmgaard Pedersen og Henrik Markussen står bag dette bud. Hvis de bliver nye ejere af bygningen, vil Morsø Turistbureau være velkommen til fortsat at sidde til leje i bygningen.

Den anden budgiver er endnu ikke kendt, og det vides af gode grunde ikke, hvem kommunen vælger at sælge til.

En initiativgruppe varsler på forhånd demonstration foran det gamle rådhus i Nykøbing, når der tirsdag er kommunalbestyrelsesmøde.

Initiativgruppen fremhæver, at Toldkammerbygningen for altid bør forblive Morsø Kommunes og borgernes ejendom, og gruppen protesterer imod salget.

Kommunalbestyrelsesmødet finder sted som altid klokken 17.00.

Foto: Her På Øen.