Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

En 26-årig mand fra Nykøbing fik i går forbud mod at komme på Bodegaen i Havnegade et pænt stykke tid frem.

Manden er af politiet nu sigtet for værtshusuorden.

Den 26-årige skubbede en anden værtshusgæst af barstolen kl. 19.54 i går.

Det kom den 50-årige ikke noget til ved, men da politiet kom til Bodegaen, var den 26-årige selv kommet galt afsted.

Han havde ifølge politikommissær Jørgen Jensens oplysninger til Her På Øen fået en drinks-pind i halsen, og kunne ikke få den fri igen.

En tur på sygehuset klarede sagen, men den 26-årige må som nævnt ikke komme på Bodegaen lige foreløbig.

Pressefoto: Rigspolitiet.