Af Dorit Glintborg
I går startede Sejerslevs nye købmand officielt, da Ole Pedersen for alvor satte foden bag disken efter Annette Pedersen, der efter 13 år som købmand i Sejerslev ønsker sig et ”almindeligt” lønarbejde.
Ole Pedersen er lokal, og har været selvstændig siden 2005, og i godt tre år med firmaet OP Algebekæmpelse.
Da algebekæmpelse er sæsonbetonet, vil han sagtens kunne finde timer til at passe købmandsforretningen på Sejersvej.
Til det har han to fuldtidsansatte, samt et antal ungarbejdere efter skoletid.
Daglig leder af købmandsforretningen bliver Laila Jensen, som er Ole Pedersens kæreste. Midt i åbningstravlheden havde hun desværre ikke tid til at være med på et billede denne dag.
Kunderne hos Min Købmand Sejerslev var i går glade for, at der ikke kommer til at mangle en indkøbsmulighed lokalt, og at der fortsat vil kunne købes daglige fornødenheder lige henne om hjørnet.
Ole Pedersen fortæller til Her På Øen, at der vil blive pyntet med nye skilte på facaden, som fortæller nærmere om de forskellige aktuelle tilbud i butikken.
Foto: Dorit Glintborg.