”HJÆLP, VI ER GIFT”
Sådan lyder det tirsdag aften den 14. november i Morsø Teater, når parforholdet kommer på komedie ved de to skuespillere Trine Gadeberg og Jan Svarrer.
Handlingen beskriver det moderne parforhold, selvhjælpsbølgen og samlivseksperterne, der står klar.
Ægteparret i komedien ser sig selv som eksperter på alle tænkelige områder og har en klar ramme for, hvordan aftenen skal forløbe. Anne-Lene og Torben er desværre løbet ind i problemer forud for dagens optræden. Problemer, der udvikler sig i løbet af forestillingen. Bilen er brudt sammen, de forkerte kufferter er medbragt, den voksne datter ringer og vil låne penge, den ene mistænker den anden for at have en affære.
Som aftenen skrider frem, stiger stressniveauet på scenen og “samlivseksperterne” har mere end svært ved at leve op til de fine ord, når deres eget forhold knager i fugerne. Alle forsøg på at skjule uenighederne for publikum falder til jorden i takt med at skeletterne vælter ud af (ægte)skabet.
Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at der stadig er ledige pladser til denne komedie.