Umiddelbart ser det sløjt ud med udbuddet af mundbind her på øen.
Den seneste tids genopblussen af Coronavirussen, og myndighedernes anbefalinger om brug af mundbind ved kørsel med offentlig transport har fået også morsingboerne til at købe mundbind.
På Sct. Clemens Apotek i Nykøbing fortæller man således, at der ikke er mundbind på lager, mens der på Øster Jølby Apotek er en enkelt pakke tilbage.
Apotekets mundbind sælges i pakker med 50 stk. til en pris af 300 kroner.
Hvornår der kommer nye forsyninger, tør apoteket ikke spå om, men man håber på i morgen.
——————————————————————————————————————————————
Hos Matas på Lilletorv i Nykøbing lyder meldingen, at mundbindene er udsolgt.
Matas’ mundbind sælges i pakker med fire stk. for i alt 50 kroner.
Fra Matas tør man ikke love, hvornår der igen er mundbind på hylderne.
Kunderne rådes til at følge med på Matas’ webshop.
Heller ikke Løvbjerg i Nykøbing kan prale af at have masser af mundbind på lager.
- Det kører helt vildt i øjeblikket, siger købmand Bjarne Smedegaard, der kan fortælle, at det er svært at skaffe de mundbind, der efterspørges.
Lige nu sælger Løvbjerg kun mundbind via et såkaldt ”ja tak-tilbud” på sin Facebookside, hvor folk kan bestille mundbind.
- Det er den eneste måde, vi kan styre det på nu, siger Bjarne Smedegaard.
Løvbjergs mundbind sælges i pakker af 50 eksemplarer for 225 kroner.
Først på ugen blev et parti mundbind trukket tilbage, fordi der ikke var dansk brugsanvisning med.
Det skal der nemlig være.
- Der er rigtig mange regler, fastslår Bjarne Smedegaard, der håber at have nye forsyninger af mundbind i butikken på lørdag – med masser af dansksproget vejledning.
——————————————————————————————————————————————-
I Superbrugsen Øster Jølby fortæller souschef Tobias Nielsen, at der i øjeblikket er to pakker mundbind i butikken på Prøstbrovej.
Superbrugsens mundbind sælges i pakker med 10 stk. for 80 kroner, og kunderne har været hurtige til at købe dem.
Tobias Nielsen ved ikke, hvornår der kommer nye forsyninger af mundbind til Øster Jølby.
- Det er jo ligesom med håndspritten. Når en vare er så efterspurgt, går den nemt i restordre, og så tager det længere tid at få den i butikkerne igen, oplyser han.
Virus-foto: Pixabay