Knap 30.000 nordjyder får nyt lægetilbud på normale vilkår
To udbudsklinikker og tre regionsklinikker i Region Nordjylland bliver i løbet af det næste halve år overdraget til praktiserende læger, der har budt på klinikkerne. Regionen glæder sig over, at knap 30.000 borgere nu får et lægetilbud på normale vilkår.
Det betyder, at fem klinikker i Region Nordjylland i løbet af det næste halve år vil blive overdraget til de praktiserende læger, som fremover skal drive klinikkerne.
– Det er dejligt, at vi nu kan tilbyde borgerne i de berørte områder en læge på normale vilkår, efter vi i en del år har været nødt til at oprette udbudsklinikker og regionsklinikker for at sikre lægedækningen. I vores vurdering af ansøgerne har kvalitet været det bærende parameter, så derfor er jeg også overbevist om, at borgerne kan se frem til en god og robust lægeløsning, siger Lis Mancini (S), der er formand for Vurderingsudvalget i en pressemeddelelse til Her På Øen.
På Mors handler det om Regionsklinik Øster Jølby med ca. 5.900 patienter, der tildeles Lægehuset Thyland ved praktiserende læger Klaus Wilbrandt Kjær og Antonio Tivalotti.
Derudover Regionsklinik Nykøbing Mors med ca. 6.100 patienter, som tildeles praktiserende læge Sivakaran Sivayogajeyam.
Næste skridt i processen
Forventningen er, at de nye ejere vil kunne få overdraget klinikkerne i løbet af det næste halve år, men det præcise tidspunkt er endnu ikke afklaret, lyder det fra Carsten Haugaard Kvist, kontorchef for Nære Sundhedstilbud, Region Nordjylland.
Patienterne vil i forbindelse med overdragelsen få mulighed for gratis lægeskift. De vil få nærmere information senere i overdragelsesprocessen.