Som del af arbejdet med at sikre inklusion og lighed i sundhed bakker Region Nordjylland op om Solsikkeprogrammet, der symboliserer usynligt handicap.
Vigtigt at sundhedsvæsnet bakker op
Solsikkesnoren er en nøglesnor, der bæres af borgere, der ønsker at vise, at de har et usynligt handicap og derfor måske brug for lidt ekstra støtte eller tålmodighed.
– Solsikkesnoren ses efterhånden mange steder i samfundet, så det er vigtigt, at vi som stor offentlig myndighed med masser af patient- og borgerkontakt kender solsikkesnorens betydning. Det betyder meget, at personalet hurtigt kan afkode, at en borger har en udfordring, der kan kræve en lidt anden tilgang. Det kan gøre en kæmpe forskel for borgernes oplevelse af deres kontakt med os, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.
– Det var oprindeligt en borger, der selv har et usynligt handicap, der skrev til mig, at hun syntes, vi burde være en del af Solsikkeprogrammet, så jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan fortælle hende og alle andre nordjyder, at vi bakker op og dermed tager endnu et skridt i vores arbejde med inklusion og tilgængelighed for de nordjyske borgere, siger Mads Duedahl i en pressemeddelelse til Her På Øen.