Her På Øen har modtaget nedenstående læserbrev fra Lene Leth Poulsen:
Vores regering har lige vedtaget et lønløft til udvalgte offentlig ansatte. Dette primært med ønsket om at flere vil arbejde mere og længere = gå fra deltid til fuldtid og tage flere af de ” sure” vagter.
At have et job alene for at tjene penge til at økonomien kan hænge sammen , men ikke mere end det og dermed prioritere mere tid på børn og familieliv – er ikke så anerkendt.
For at mærke respekt og anerkendelse skal du rykke dig, udvikle dig, være på en rejse og dermed skabe en fortælling om dig selv, og det, der giver point i den moderne karrierelivsform, er at vie sig helt til karrieren.
Regeringen ” dikterer” at befolkningen skal arbejde mere – arbejdsmarkedet “dikterer”, i stigende grad, en ret til hele mennesker, men det betyder jo samtidig, at der indimellem er nogle børn derhjemme, der ikke bliver sagt godnat til, og at en af forældrene står med hele ansvaret for hverdagens praktiske opgaver.
Jeg kunne ønske et mere holistisk og uegennyttigt syn på livet og det at have succes, men i øjeblikket synes karrieren og den personlige selvrealisering at være det eneste saliggørende.
Jeg ser og hører om mødre, der både vil have karriere og tid til at løbetræne eller enden form for træning, tid til at se deres veninder og have fri fra familien. Jeg ser og hører om fædre, der elsker deres job, bruger mange timer på arbejdspladsen, også socialt sammen med kolleger efter arbejdstid og i deres fritid foretrækker at slappe af/feste sammen med gutterne, eller er på vej op på Himalaya. Tja, så bliver der meget lidt tid tilbage til at være sammen som familie, og endnu mindre tid til at være sammen med de ældre bedsteforældre = mindre tid til andre end sig selv.
Måske er det tid til, at vi alle reflekterer lidt over hvordan livet leves. Reflektere over den stigende mistrivsel blandt børn og unge – det stigende antal af voksne der rammes af alvorlige sygdom foranlediget af langvarig stress. Måske skyldes dette den enkeltes selvrealiserende livsstil, hvor der så er blevet mindre tid til bare at være uden at skulle præstere eller konkurrere. Det hele handler om den enkeltes prioritering.
Pas godt på Jer selv og hinanden ❤️
Rigtig glædelig jul og et ønske om godt og ikke mindst et fredeligt Nytår til os alle på Mors – ja i hele verden ❤️
Lene Leth Poulsen
God Jul også til dig 🌲