Af Dorit Glintborg/pressemeddelelse

dorit@herpaaoeen.dk

Mandag aften havde Radikale Venstre på Mors opstillingsmøde, og nu er partiet klar med sin liste til kommunalbestyrelsesvalget 16. november.

Spidskandidaten er Jette Jepsen, som er nuværende medlem af kommunalbestyrelsen på Mors.

 

På mødet blev valgprogrammet præsenteret.

Rækkefølgen på listen bliver spidskandidat Jette Jepsen som den første, dernæst Lars Bo Majgaard, Gyrithe Stilling og Bo Fink.

  • Vi har lavet vores liste til stemmesedlen, men det er vælgerne, der bestemmer, hvem der kommer ind, idet kandidaterne er sideordnet opstillet til valget, fortæller Jette Jepsen til Her På Øen.

 

For et år siden meldte Radikale Venstre, at de havde et hold klar, efter ikke at have været på stemmesedlen til kommunalvalg her på øen s siden 2005.

  • Vi er så klar til at arbejde for radikale værdier i kommunalbestyrelsen, og derfor stiller vi vores mandater til rådighed for vælgerne på Mors, fortæller Jette Jepsen.

Hun tilføjer, at der er brugt megen tid på at diskutere politik, og at valgprogrammet er bygget op om FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling.

  • Vi bygger videre på de mærkesager, som Radikale Venstre har kæmpet for i denne periode i Kommunalbestyrelsen : mere og bedre natur, stop for brug af sprøjtegift på kommunale arealer, flere cykelstier og vandrestier, arbejde for tidlig indsats for vores børn og unges udvikling, trivsel og sundhed, samt daginstitutioner og skolerne på Mors. Desuden er bosætning højt på dagsordenen, både i Nykøbing, men ikke mindst bosætningen i landsbyerne og det åbne land, lyder det fra spidskandidaten.

 

Jette Jepsen er i den nuværende kommunalbestyrelse repræsenteret i økonomiudvalget og i Børne- og Kulturudvalget. Hun er bosat i Hvidbjerg, og arbejder som sundhedsplejerske.

Lars Bo Majgaard er lektor og uddannelseschef ved HF-Imagine i Thy, og bor i Nykøbing

Gyrithe Stilling har tidligere været opstillet for Radikale Venstre på Møn. Hun er uddannet lærer og er nu døgnplejer og stutteriejer, og har bopæl i Ejerslev

Bo Fink er en lokal kending, og opstiller også til Regionsrådet, hvor han i indeværende periode har siddet som suppleant for Enhedslisten. Bo Fink har undervist på Thisted og Morsø Gymnasier, og er i dag pensioneret lektor. Han bor i Sundby Mors.

For et år siden var også Steen Asgeir Petersen med på kandidatlisten, men han er siden flyttet til Thisted, hvor han vil være at finde på stemmesedlen til kommunalvalget, sammen med Annika Frøkjær Kanstrup.

  • Vi har ikke lukket listen, så hvis man får lyst, er man velkommen med på holdet, oplyser Radikale Venstre på Mors, der barsler med en hjemmeside.

Privatfoto.