De praktiserende læger i Region Nordjylland får mulighed for at vaccinere alle fra 5 år og opefter mod coronavirus i deres egne lægepraksis. Det er ikke alle praktiserende læger, der tilbyder vaccinationen.
72 nye vaccinationssteder
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Region Nordjylland er blevet enige om, at praktiserende læger i regionen nu skal vaccinere for coronavirus i lægernes egne lokaler. 72 lægepraksis har allerede meldt sig, og flere er på vej i den kommende tid. Det betyder, at flere nordjyder får mulighed for at blive vaccineret tættere på eget hjem. Det fremgår nederst hvilke læger, som tilbyder vaccinationen.
Det er forventningen, at mange børnefamilier vil benytte sig af det nye vaccinationstilbud. Alle fra 5 år og opefter kan lade sig vaccinere hos en af de deltagende læger.
– Vi er meget glade for at kunne tilbyde coronavaccination hos os i almen praksis. Det er trygt og nært, og vi er vant til at vaccinere både børn og voksne, siger formand for PLO-Nordjylland, Charlotte Lønskov.
Regionsrådsformanden i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), mener også, at løsningen er til gavn for nordjyderne.
– Vi får nu mulighed for at øge vaccinationskapaciteten, og vi håber, at samarbejdet med PLO særligt vil være til gavn for vaccinationen af børn mellem 5 og 11 år, samt de borgere, der eksempelvis af fysiske eller psykiske årsager har vanskeligt ved at benytte et af de regionale vaccinationssteder, siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland i en pressemeddelelse til Her På Øen.
I Morsø Kommune er det de fire nedenstående steder, der kan vaccineres mod Corona. Flere kan komme til.
Lægehuset Strandparken
Lægerne Bjerre og Jacobsen
Saxhøj Lægeklinik v. Ole Lund
Øens Lægehus
Arkivfoto.