Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Politiet hører gerne fra vidner til en voldsepisode tidligt lørdag morgen i Nykøbing, hvor en ung mand fra Karby fik knækket en fortand.

Den 18-årige unge mand var sammen med en kammerat undervejs igennem gågaden, hvor de mødte to andre personer.

Politikommissær Henrik S. Jensen oplyser til Her På Øen, at der ingen kontakt var imellem de to parter, og at de ikke kender hinanden.

Ganske umotiveret blev den 18-årige fra Karby tildelt to knytnæveslag i ansigtet.

 

Skulle nogen have set episoden, hører politiet gerne om det.

Det skete kl. 04.05 natten til lørdag i Algade i Nykøbing.

Efter at have slået den unge mand, løb begge personer i retning mod Zebra Bar.

Det var kun den ene, der udøvede vold, og han beskrives som dansk, 20-25 år, 185 cm høj og med mellemlangt, lyst hår. Han var iført en orange dynevest og blå bukser.

Han fulgtes med en mand, der beskrives som mellemøstlig, 20-25 år med mellemlangt, sort hår og fuldskæg.  Han var iført en lyseblå dynejakke og lyseblå jeans.

Vidner til voldsepisoden bedes henvende sig til Politiet via telefon 114.

Pressefoto: Rigspolitiet.