Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Politiet opfordrer alle til at være særdeles påpasselige med at beskytte sine dankort og diverse koder.

Det sker, efter at de såkaldt falske bankbude nu også har været på spil her i området.

Politikommissær Niels Kristensen fortæller til Her På Øen, at én morsingbo og én thybo har anmeldt til politiet, at de har været udsat for et falsk bankbud.

Det er politiets betegnelse for en falskner, der forsøger at narre bankoplysninger ud af folk.

Fremgangsmåden er normalt, at det falske bankbud ringer og udgiver sig for at være fra vedkommendes pengeinstitut.

I nogle sager dukker det falske bankbud efterfølgende op på den fysiske adresse for at få udleveret vedkommendes dankort.

  • Man skal aldrig fortælle nogen sine private koder, og man skal aldrig udlevere sit dankort til nogen. ALDRIG, fastslår Niels Kristensen.

Svindlen med falske bankbude er udbredt, og politiet opfordrer borgerne til at hjælpe med at sprede gode, forebyggende råd.

– Det er ingen hemmelighed, at gerningsmændene går målrettet efter den ældste del af befolkningen. Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få spredt budskabet om aldrig at udlevere sit hævekort eller kode til fremmede personer, siger leder af efterforskning ved lokalpolitiet i Holstebro, politikommissær Torben Ladefoged på politiets hjemmeside, og tilføjer:

– Har du et ældre familiemedlem, så tag en snak med dem om aldrig at udlevere koder eller betalingskort. Hverken over telefonen eller fysisk til personer, siger Torben Ladefoged.

  • Følg de gode råd:

– Udlever aldrig dine kort og oplysninger til fremmede
– Udlever aldrig dine koder
– Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
– Hvis det er gået galt, så anmeld det til politiet

Pressefoto: Rigspolitiet.