Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I går var for mange trafikanter på Mors en sandhedens time, da politiet afslørede både den ene og den anden slags ulovlig adfærd i trafikken her på øen.

 

Mellem klokken 9.45 og 10.05 var det tre bilister, der ikke overholdt deres fuldt stop ved overgangen fra Præstbrovej til Nørrebro.

De tre standsede bilister var henholdsvis en 28årig kvinde, en 52årig mand og en 26årig mand.

René Carlsen, Midt og Vestjyllands Politi tilføjer overfor Her På Øen, at undladelse af overholdelse af fuldt stop kan medføre klip i kørekortet.

 

En noget større aktion forløb i går fra klokken 10.00 til klokken 23.00, hvor færdselspolitiet især havde kig efter ulovlige knallerter i hele politikredsen.

Her på øen blev der testet 17 knallerter på politiets såkaldte rullefelt, og otte af dem viste sig at være ulovlige.

Indsatsen handlede som sagt primært om ulovlige knallerter, men den havde også et par sidegevinster for politiet:

15 trafikanter blev sigtet for det, René Carlsen, Midt og Vestjyllands Politi benævner som mindre forseelser som talende i håndholdt mobiltelefon under kørsel i bil, manglende nummerplade på bilen, og manglende styrthjelm på knallert.

 

Baggrunden for politiets aktion i går er det gryende forår, som traditionelt er sæson for flere knallerter på vejene – også ulovlige knallerter.

 

  • Mange mennesker er generet af ulovlige knallerter med risikovillige førere på, så det gør vi gerne en indsats for at sætte en stopper for, siger René Carlsen til Her På Øen.

 

Én af de standsede knallerter i aktionen på Mors skilte sig lidt ud. Det var en 23årig mand, der klokken 20.16 i aftes blev standset på sin knallert på Vesterbro i Nykøbing.

Han var påvirket af narkotika, og blev også fundet i besiddelse af godt fire gram kokain.

Den 23årige blev sigtet efter loven om euforiserende stoffer med videresalg for øje.

 

 

Klokken 19 45 på Vildsundvej ved Sallingsund blev en 21årig mand fra Skive stoppet i bil. Han har ikke kørekort.

 

Pressefoto: Rigspolitiet.