Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen her på øen, Pia Storm, melder nu klart ud, at hun har taget fejl, og at hun nu fortryder sit ja til at sælge kommunens gamle toldbygning på Havnen i Nykøbing.

På sin Facebookside skriver Pia Storm blandt andet:

 

Nogle gange skal man bare indrømme, hvis man har taget fejl. Og i sagen om salget af den gamle toldbygning i Nykøbing, lægger jeg mig fladt ned. Jeg har hele tiden været stærkt i tvivl, om det var det rigtige at sælge, og spurgte derfor meget ind til det, inden beslutningen skulle tages. Ikke kun fordi det er en smuk gammel historisk bygning, der på sin plads på havnen passer perfekt ind i bybilledet. Men specielt også fordi vores turistkontor driver et flot og dygtigt virke derfra. For mig kan turistkontoret ikke ligge mere perfekt. Her kommer alle turister naturligt til, hvad enten man er i bil, båd, på cykel eller til fods. Derfor var det for mig i denne proces meget magtpåliggende at spørge ind til, om turistkontoret var indforstået. Jeg har hele vejen i processen fået forståelsen af, at det var de, hvilket som sådan gav ro i maven. Jeg vil gerne undskylde for, at jeg nok ikke er så kvik, og opfatter måske heller ikke helt så godt, hvilket for mig har gjort, at jeg har stemt ja til salget. Jeg beklager meget. Ordentlighed betyder meget for mig, og når jeg ser de protester, der er, og den kamp der er for at bevare bygningen og turistkontoret, og jeg samtidig i min ferie erfarer, at der er en meget kort frist på at byde på bygningen, så kan jeg kun sige, at jeg synes, det er en ommer! Jeg vil derfor gøre mit til, at vi får beslutningen revurderet.

Pia Storm siger til Her På Øen, at hun ved at indrømme det, hun nu betragter som en fejl, kan se sig selv i øjnene igen. Hun synes, at der er kommet en kultur, hvor ingen nogensinde vil erkende en fejl, og hvor alle står stejlt på en beslutning, uanset hvad der sker.

  • Jeg synes da altid, at man gerne må blive klogere. Som lærer bliver jeg glad, når en elev kommer og siger, at han har fundet ud af, at tingene slet ikke hænger sådan sammen, som han troede. Det er da at blive klogere. Og det bliver vi da alle sammen hele tiden, siger Pia Storm videre til Her På Øen.

Hun forstår ikke den kultur i kommunalpolitik, der får kommunalpolitikere til at stå 100% fast på en truffet beslutning, uanset hvilke nye oplysninger i sagen, der måtte komme frem – eller uanset, hvor dum man bagefter kan se, beslutningen var.

  • Jeg synes ikke, man skal være for lille til at indrømme, hvis man har taget fejl, tilføjer hun.

 

Som nævnt vil Pia Storm gøre sit til, at beslutningen om salg af Toldbygningen i Nykøbing bliver revurderet i kommunalbestyrelsen.

Foto: Pressefoto af Pia Storm sat ind i et Her På Øen-foto.