Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Café Perlen udvider med endnu flere satellitcaféer for at nå ud til flere mennesker på Mors.

 

Nu er dørene slået op til en satellitcafé i Sundby, og i Café Paraplyen i Nykøbing.

 

  • Vores kamp mod ensomhed stopper aldrig, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at alle kan føle sig som en del af et fællesskab, siger daglig leder af Café Perlen i Nykøbing, Nina Øvig Larsen til Her På Øen.

I Sundby er caféen oprettet på Sundby Fælled, mens Café Paraplyen i Nykøbing er et frivilligt etableret mødested for mennesker med erhvervet hjerneskade.

 

  • Begge steder vil vi nu, som i vores andre satellitcaféer, stå klar med rugbrød og pålæg, lune retter, boller med ost samt kaffe og et smil til alle, der har lyst til at være med, fastslår Nina Øvig Larsen.

I Sundby er det hver onsdag klokken 12.00, at der er mulighed for samvær, og i alt 15 frivillige fra Café Perlen er tilknyttet den nye satellitcafé.

Med lanceringen af de to nye mødesteder, når Café Perlen nu ud til borgere i Karby, Øster Assels, Flade, Sejerslev, Erslev Sundby, Frøslev og Nykøbing.

 

  • Vi er så stolte af vores samarbejde med de fantastiske frivillige rundt på øen og vores daglige brugere, som er med til at skabe den helt rigtige Perle-stemning rundt på øen, fastslår Nina Øvig Larsen.

Hun retter også en stor tak til Morsø Kommune, der stiller mange af lokalerne til rådighed, til Netto i Nykøbing for daglige donationer, og til lokalsamfundet generelt for positiv opbakning overalt.

  • Den indstilling gør det muligt for os at hjælpe andre, lyder det.

 

Private fotos til Her På Øen fra Café Perlen.