Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i Region Nordjylland giver 9,7 mio. kr. i tilskud til 15 nye projekter på nordjyske ungdomsuddannelser. Blandt målene er at gøre de kommende EPX-uddannelser ekstra attraktive samt at udvikle et nyt koncept for studenterpraktik, så gymnasieelever får mulighed for at afprøve erhvervsuddannelsernes karrieremuligheder.
Investering i et stærkt uddannelsestilbud
Det kræver nytænkning af både organisationer og samarbejder på tværs mellem landets ungdomsuddannelser at blive klar til at tage imod de første elever på den helt nye EPX-uddannelse i 2030.
Forberedelserne til den 2-årige erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse er allerede i fuld gang, og i Nordjylland sætter Regionsrådet nu ekstra fart i arbejdet ved at investere midler fra sin uddannelsespulje i at sikre rammerne om et stærkt tilbud.
– Vi er glade for, at ungdomsuddannelserne i Nordjylland allerede nu forbereder sig på at tilbyde attraktive EPX-uddannelser til de unge nordjyder i 2030, og vi er glade for, at vi med Uddannelsespuljen kan være med til at understøtte deres forberedende arbejde og samarbejde, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Foto: Her På Øen.











































