Karin Villadsen stiller op til kommunalvalget på Mors for Socialdemokratiet.

Hun har været folkeskolelærer i mere end 25 år, og tillidsrepræsentant i Danmarks Lærerforening siden 2017.

Kandidaten er 51 år, har tre børn og har boet på Mors hele sit liv. Siden hun var helt ung, har hun altid været medlem af forskellige bestyrelser i idrætsforeninger, borgerforeninger, menighedsråd, børnehave-og skolebestyrelser samt været børne-fodboldtræner.

Som partiforeningsformand for Socialdemokratiet Mors har Karin Villadsen gennem de seneste år været tæt involveret i lokalpolitik på Mors og fulgt med i, hvilke emner, der er blevet sat på dagsordenen og prioriteret – og hvilke, der ikke er.

Karin Villadsen mener, at der er brug for at få sat fokus på menneskelige værdier som trivsel, omsorg, anerkendelse og værdighed fremfor flotte ord om placering i forhold til erhvervsvenlighed og prestigeprojekter.

Der skal være trivsel og et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne med realistisk tid, plads og ”luft” til opgaverne, så medarbejderne har mulighed for at lykkes med opgaverne.

Karin Villadsen er optaget af, at børn og unge får en god skolegang med plads til både forskellighed og fællesskab – og at der er den nødvendige, hurtige hjælp, hvis ”livet gør ondt” – så udfordringer og begyndende mistrivsel ikke vokser til livsforandrende problemer for både den enkelte og dens pårørende.

Ældre, psykisk sårbare og den nye sundhedsreform er andre områder, som har hendes opmærksomhed, og hvor hun gerne vil være med til at gøre det bedre.

En levende fjord/vandmiljøet i Limfjorden, beskyttelse af vores drikkevand, mere skov på Mors og i det hele taget en bæredygtig grøn omstilling er også noget af det, der vil være vigtigt for hende at arbejde med.

I fritiden holder den lokale partiforeningsformand meget af at komme ud at gå ture i naturen her på Mors. Gåturene giver hende ro, og mulighed for tanker og refleksion.

Karin Villadsen siger til Her På Øen, at hun glæder sig til kommunalvalget den 18. november, og at hun vil yde sit bedste for at gøre en positiv forskel for Mors og morsingboerne.

 

Pressefoto til Her På Øen.