Forsamlingsforbuddet i forbindelse med corona-krisen medfører, at Morsø Kommune for første gang nogensinde afholder et digitalt borgermøde.

Temaet er områdefornyelsen ved Dueholmcenteret og afvikles om aftenen den 26. maj.

Mødet foregår online og kræver tilmelding.

Dueholmcenteret vil de næste år forandre sig markant med nye butikker, omlægning af veje, flere rekreative opholdsmuligheder og en større sikkerhed for de bløde trafikanter.

– Selvom corona-krisen har forandret meget af vores hverdag, så er det vigtigt for os, at vi fortsat er i dialog med borgerne. Derfor har vi valgt den løsning at afholde et digitalt borgermøde. Jeg håber, at mange vil tilmelde sig, så vi får alle relevante input til den videre udvikling, siger Meiner Nørgaard, udvalgsformand for Teknik og Miljø i Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Selve tilmeldingen foregår via kommunens hjemmeside www.mors.dk og er gratis. Herefter kan deltagerne sidde hjemme og være med via sin pc, tablet eller mobil. Det er også muligt, at stille spørgsmål i chatfunktionen, som vil blive adresseret undervejs.

Luftfoto over Nykøbing Mors: Pressefoto fra Morsø Kommune.