Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Den 5. marts skal der diskuteres offentlig transport på Mors.

Det sker, når Landdistriktsrådet inviterer interesserede til møde i Midtmors Sport i Øster Jølby.

Her vil en medarbejder fra NT, Nordjyllands Trafikselskab, informere om offentlige transportmuligheder som supplement til lokal- og regionalbusser.

Baggrunden for landdistriktsrådets initiativ er, at den offentlige transport på landet ændrer sig. En generel oplevelse er, at der afgår for få busser, og på ubelejlige tidspunkter. Der savnes information om supplerende trafikformer og ikke mindst hvordan disse rekvireres.

– Landdistriktsrådet ønsker med initiativet at få udbredt kendskabet til de supplerende muligheder og få uddannet nogle, som kan fungere som trafikambassadører i lokalsamfundene og hjælpe medborgere, som ikke mestrer bestillingsprocesserne, siger Kjeld Bak fra Landdistriktsrådet til Her På Øen.

Mødet henvender sig til alle, som har interesse i at få viden om blandt andet flextrafik og plustrafik.

Arkivfoto: Her På Øen.