Gastronomi i verdensklasse, Danmarksmesterskaber og oplevelser for hele familien venter, når Østers- og Muslingepremieren vender tilbage til Nykøbing Mors.

Den 9. og 10. oktober danner Danmarks Skaldyrshovedstad endnu en gang rammen om Østers- og Muslingepremieren.

To dage med Limfjordens bedste råvarer, gastronomiske oplevelser, konkurrencer og aktiviteter for både store og små.

Når Østers- og Muslingepremieren løber af stablen, samles kokke, tjenere, producenter og skaldyrsentusiaster fra hele landet for at hylde Limfjordens unikke skaldyr og de mennesker, der hver dag arbejder med dem.

Fredag aften byder på Skaldyrsgourmet – en eksklusiv gourmetoplevelse med skaldyr, vin og værtskab i centrum.

Aftenens fire retter er sammensat af Rasmus Overgaard Kardyb fra Restaurant Limfjordens Hus i Glyngøre og serveres med en nøje udvalgt vinmenu.

Samtidig vender den populære Tjener-Battle tilbage. Her konkurrerer 16 tjenere fra hele landet om titlen som Årets Vært.

Gæsterne følger konkurrencen på tæt hold, mens deltagerne bliver vurderet på blandt andet værtskab, faglighed og præcision.

Lørdag er der gratis adgang til en dag fyldt med oplevelser for både den erfarne skaldyrsentusiast og den nysgerrige førstegangsbesøgende.

Fra klokken 10.30 kan publikum tage imod årets første østers på kajen i Nykøbing Havn, smage friskkogte muslinger, komme om bord på en muslingebåd og høre om fiskeriet i Limfjorden.

Fra klokken 11.30 åbner Sparekassen Thy Arena | Mors dørene til en række gastronomiske oplevelser:

– Limfjords-Lunch med otte smagsoplevelser og champagne fra kl. 12.00.

– Tastings fra Limfjordskokkene, hvor små retter kan købes for 35 kroner stykket fra kl. 12.15.

– DM i Østersåbning og Champagnesabling fra kl. 13.30.

– Vinsmagning med glasseminar fra kl. 15.30.

– Skaldyrsmiddag med livemusik og finalerne i Danmarksmesterskaberne fra kl. 17.30.

Billede beskrivelse

Der er gratis adgang til Østers- og Muslingepremieren lørdag.

Billetter til fredagens gourmetmiddag samt lørdagens Limfjords-Lunch, vinsmagning og skaldyrsmiddag kan købes via skaldyrskysterne.dk.

Konferencierer er Kim Thygesen fra Kokkeforeningen Danmark og Timm Vladimir, som sammen binder weekendens mange oplevelser sammen.

Østers- og Muslingepremieren er en fejring af Limfjordens råvarer og de mennesker, der skaber dem – fiskere, kokke, tjenere og fødevareproducenter.

Hele weekenden summer Nykøbing Mors af gastronomi, maritime oplevelser og lokale smagsindtryk. Uanset om man kommer for konkurrencerne, gourmetoplevelserne eller den hyggelige stemning ved fjorden, er der oplevelser for både børn og voksne.