Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Nu er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at huske buketten til fødselaren, selvom dagen falder på en søndag, og blomsterhandlerne har lukket.

Markedsgades Blomster i Nykøbing har nemlig lanceret øens første blomsterautomat i forretningens forhal.

Her kan kunderne købe friske buketter hver eneste dag fra kl. 06.00 til 22.00 – også om søndagen.

Og søndagssalget er netop årsagen til Markedsgades Blomsters investering i en blomsterautomat:

  • Det er for at give vores ansatte en fridag, og for at give kunderne mulighed for at købe en frisk buket hver eneste dag, fortæller Mette Kaptain til Her På Øen.

De to søskende, Mette og Søren Kaptain fra Glyngøre, købte Markedsgades Blomster den 15. november sidste år, og Mette Kaptain fornemmer, at alle er tilfredse.

  • Vi overtog alle de ansatte, og den tidligere ejer er også ansat her, og jeg synes, vi alle er glade for tingenes tilstand, smiler hun.

 

I de større byer er en blomsterautomat ikke noget særsyn, men her på Mors er Markedsgades Blomsters automat den allerførste.

 

Der er mulighed for at købe buketter i tre prisklasser, og i forhallen, hvor automaten står, findes også sammenplantninger, som kunderne kan betale over mobile pay.

Mette Kaptain løfter i øvrigt sløret for, at der allerede er nyheder på vej til den nye blomsterautomat.

Hvilke nyheder, må vi vente og se.

Foreløbig er der nu friske buketter til salg hos Markedsgades Blomster hver eneste dag via den nye automat.

Privatfoto.