BusinessPark Mors slår snart dørene op til et helt nyt lokalt erhvervs- og iværksættermiljø. Åbningen markerer starten på et samlingspunkt for iværksættere, mindre virksomheder, selvstændige og pendlere, der ønsker fleksible rammer, stærkt netværk og gode faciliteter.

Det fortæller Morsø Erhvervsråd om nyskabelsen, der har til huse i de – her på øen – så velkendte bygninger og lokaler, der i mange år husede Morsø Folkeblad på Elsøvej i Nykøbing.

BusinessPark Mors er det første af sin slags på øen – et ambitiøst koncept, der skal skabe grobund for vækst, samarbejde og udvikling på tværs af brancher. BusinessParken tilbyder kontorer, skriveborde til pendlere og iværksættere i et arbejdsfællesskab samt adgang til mødelokaler. Der tilknyttes desuden en fast tovholder, der fungerer som parkens ”vært” og skaber relationer, netværk og temamøder.

– Siden jeg flyttede til Mors for 21 år siden, har lokal erhvervsfremme været en hjertesag for mig. Idéen om en businesspark har spiret gennem 20 år, og for tre år siden tog den form, da en arbejdsgruppe blev nedsat i regi af erhvervsrådet. Takket være en stor indsats fra mange mennesker står vi nu klar til at åbne BusinessPark Mors – de nye fysiske rammer, der kan gøre en reel forskel for både nye og etablerede virksomheder, og som på sigt vil skabe arbejdspladser og vækst, siger Torben Eilskov Leth, formand for BusinessPark Mors i en pressemeddelelse.

 

Den officielle åbning finder sted den 23. februar.

Foto: Morsø Erhvervsråd.