Af Dorit Glintborg
Fremover får nye brugere mulighed for at danne sig et indtryk af Sind-Huset i Nykøbing i ro og mag udenfor ”normal åbningstid”.
Socialudvalget i Morsø Kommune har behandlet en ansøgning fra Sind-Huset om muligheden for én gang om måneden at invitere nye mennesker indenfor, for at se, hvad Sind-Huset kan byde på.
- Vi er jo bekendt med, at der i mange tilfælde er tale om sårbare mennesker, som ikke umiddelbart har det store mod på at møde mange nye mennesker på én gang. Derfor har vi selvfølgelig givet bevillingen, fortæller socialudvalgsformand Henning Sørensen til Her På Øen.
På den måde vil der i det nye år en gang om måneden være åbent for helt nye gæster på Skovvej, der kan få sig en snak med leder Betina Mogensen Pedersen, før SindHuset måske på sigt bliver et nyt dejligt tilholdssted også for dem.
Arkivfoto: Dorit Glintborg.