Af Dorit Glintborg

www.herpåøen.dk

Wakeboard kommer til Mors. Øen får en ny vandsport, når kabelbanen på lørdag åbner på Holmen i Nykøbing.

Her vil man kunne prøve kræfter med et wakeboard.

Man står som udøvende wakeboarder på et bræt, som ved hjælp af en kabelbane bliver trukket hen over vandet.

Manden bag initiativet, Klaus Hvidtfeldt Larsen tog handling på en idé, som meget hurtigt er blevet til realiteter.

”Det er helt fantastisk at se, hvordan kommunen og det lokale erhvervsliv har bakket op om idéen. Mere end 25 virksomheder har enten hjulpet til med udstyr eller med penge til projektet, og forhåbentlig kommer der flere til, så vi kan beholde banen på Øen”, siger Klaus Hvidtfeldt Larsen i en pressemeddelelse.

På kun en måned er såvel tilladelser, kabelbane, udstyr, frivillige og økonomi kommet på plads.

De første fem uger vil det være gratis at afprøve kabelbanen, som er placeret på øen bag sejlklubben i Nykøbing.

”Vi har virkelig fået en god placering. Her generer vi ikke nogen – vandet er perfekt og der er god mulighed for, vi kan skabe endnu mere liv omkring kabelbanen. Nu glæder jeg mig bare til, at kabelbanen åbner, så vi kan give en masse mennesker en god oplevelse,” siger Klaus Hvidtfeldt Larsen i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Målet er at skabe så meget interesse for banen, at den kan forblive på Mors. Derfor er der nu ved at blive stiftet en forening, der skal kunne søge midler til at købe banen. Man kan følge planerne på Facebook: Wakeboard Mors

Foreløbig åbner den nye bane på lørdag.

Foto: Wakeboard Mors.