Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com
Pia Thinggaard Haugstrup er 30 år, gift og mor til fire børn, har alle dage boet på Mors og er uddannet pædagogisk assistent.
Og så har hun lige taget en ny uddannelse. Det kommer vi til om lidt.
Pia Thinggaard Haugstrup har hele sit voksenliv måttet slås med en kronisk migrænelidelse.For nogen ville en sådan udfordring måske betyde, at man havde rigeligt at se til med at klare sin egen hverdag. Men ikke for Pia Thinggaard Haugstrup, som altid har forsøgt at afhjælpe ømhed og stive muskler hos venner og familie, så godt hun kunne.
Nu har Pia Thinggaard Haugstrup gennemgået uddannelsen til sportsterapeut i Karlslunde, og har således papir på, at hun kan afhjælpe sportsskader, ømhed hos nyligt opererede og forskellige former for arbejdsskader.
Det gør hun ved hjælp af massage, men også ved hjælp af sportsakupunktur med nåle. Som alternativ til nåle bruger hun også sports cupping.
– Jeg kan ikke alt, og jeg er ikke fuldt uddannet, men jeg har styr på grundprincipperne, fastslår Pia Thinggaard Haugstrup.
–
Sin beslutning om at skaffe sig mere viden og også få papir på denne viden siger hun:
– Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg gerne ville det her nu. Fordi jeg altid selv har haft udfordringer, tror jeg, at har jeg gode forudsætninger for at hjælpe andre.
–
Morsø SportsTerapi hos Pia tilbyder klienterne behandling i hjemmet. Pia Thinggaard Haugstrup pakker nemlig briks og udstyr, og kører ud til folk.
– Jeg vil gerne, at folk skal finde tryghed i mig. Det handler meget om tillid og om at lære hinanden at kende. De første tre behandlinger bliver der snakket meget. Mens jeg masserer, lærer jeg mennesket bedre at kende, og ofte viser det sig, at ømheden i kroppen egentlig stammer fra noget helt andet end først antaget, uddyber sportsterapeuten.
Hun har god erfaring med, at en god snak løsner op for tingene og derfra kan danne grobund for et positivt udkomme, så samtaleterapi er en stor del af den samlede pakke.
Pia Thinggaard Haugstrup modtager tidsbestilling på telefon og mail, og hendes mobile Morsø SportsTerapi hos Pia har fysisk adresse i Nykøbing Mors. I hendes Facebookgruppe af samme navn kan man finde yderligere oplysninger.