Så gælder det lokal teater, og Her På Øen giver ordet til Morsø Teaterkreds:

Af Jørgen Bruun Christensen, formand for Morsø Teaterkreds

I den kommende sæson er der meget at se frem til og glæde sig over, når programmet for teaterforestillinger og koncerter arrangereret af Morsø Teaterkreds læses.

Programmet er sendt ud til 700 modtagere, der har købt billet i 2019, 2020 og 2021. Det er naturligvis muligt at få yderligere programmer på Morsø Turistbureau og på Morsø Folkebibliotek eller ved henvendelse til Morsø Teaterkreds.

Igen i år byder Morsø Teaterkreds på et vidtspændende repertoire.

Der er meget musik og det indleder vi også sæsonen med. Gruppen Halfdanskerne, som har gæstet os tidligere, kommer den 11. september i Musikværket og synger og spiller sange af Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Frank Jæger, Piet Hein og mange andre.

Kammerkoncerter mangler heller ikke i år og vi får en ekstra koncert udover koncerterne med Randers Kammerorkester og Ensemble Midtvest. Det er Trio Vitruvi, der spillede ved Kulturmødet i 2021. programmet er Schubert: Forellekvintetten og Brahms: Klaverkvartet. Trioen er udvidet med bratschist Hartmut Rohde og bassist og dirigent Nabil Shehata.

Tre forestillinger fra Folketeatret blev aflyst sidste år, men de dukker op i denne sæson. Det drejer sig om Sommer i Tyrol – halløj på tyrolerhotellet, Eks-mænd og familieforestillingen Robin Hood.

Blinkende lygter fra Teater 2 og Nørregadeteatret kommer også og den historie kender mange. Om der optræder en ko på scenen er uvist.

I anledning af naturvidenskabsåret har vi engageret Sigurd Barrett til at gør naturvidenskaben tilgængelig for alle, og det bliver gjort på den rette måde.

Vi tilbyder en lidt anderledes forestilling i år, Offside fra HILS DIN MOR og Teatret Masken. Forestillingen handler om fodbold og homoseksualitet. Det er et emne, som ikke altid er så let at få snakket om, så den samtale tager Morsø Teaterkreds op med denne forestilling. Den henvender sig til unge, deres forældre og måske også bedsteforældre samt alle andre.

Op til jul er der tradition for en jazzkoncert og en julekoncert. Christina von Bülow sørger for – sammen med sin søn, Pelle, samt Daniel Franck og Frands Rifbjerg for jazz på et særdeles højt niveau og det samme er tilfældet med gruppen Zenobia, der kender den danske sangskat ud og ind.

En anden mangeårig tradition er nytårskoncerten, der denne gang spilles af Aalborg Symfoniorkester, dirigeret af Jonathan Bloxham og med koncertmester ved DR Symfoniorkester, Christina Åstrand som solist. Konferencier er Ulla Essendrop fra DR. Der er naturligvis også servering af lækker mad fra Sallingsund Færgekro inden koncerten.

Der skal være mulighed for at komme i Morsø Teater og få et godt grin og det får vi med forestillingen To tosser på tur fra Teater Birch. Det er en forestilling om, hvordan alt kan gå galt, når der er turné i kikkerten.

Billy Joels musik kendes af mange, og derfor kommer MusicalDanmark med Pianoman’en fra New York. Det bliver en aften, hvor teatersalen fyldes af musik og sang, og det har vi alle brug for.

Dans tilbyder Morsø Teaterkreds naturligvis også og denne gang er det Dansk Danseteater, der gæster Morsø Teater med dobbeltforestillingen Roaring Twenties. Gentages 1920’erne i 2020’erne? Det får vi fundet ud af ved at overvære dans og musik i skøn forening.

En forestilling, vi var nødt til at flytte, var Susse Wolds oplæsning af H.C. Andersens fortælling, Snedronningen. Susse Wold og Snedronningen præsenteres af Søren Kyed Production og fremføres i marts, når vinteren er blevet til forår.

Sæsonen afsluttes med en Operettegalla med familien Koppel, som har præget musiklivet i mange år.

Det bliver en aften med operettemusik fra Wien og sang og med et festband oveni samt Signe Asmussen. Vi skal have en flot afslutning på denne sæson, og flottere kan det ikke blive.

Bestyrelsen for Morsø Teaterkreds glæder sig til at byde velkommen til alle forestillinger og koncerter.

Pressefotos fra nogle af forestillingerne.