Morsø Teaterkreds er meget snart klar til at byde indenfor i den nye sæson, og i den anledning har bestyrelsen forfattet nedenstående tekst til Her På Øen:

Teater og musik for alle.

En ny teatersæson i Morsø Teaterkreds er snart en realitet.

Igen tilbyder vi en skønsom blanding af teater og musik. Der er sjov og alvor med engagerede skuespillere og mange slags musik med dygtige musikere.

Sæsonen strækker sig fra oktober til marts, hvor vi begynder med sjov og slutter med sang.

Folketeatret kommer med to forestillinger – den en fornøjelig og den anden ikke. Næste år bliver øllet bedre af Erling Jepsen og med Jesper Asholt og Thomas Mørk, der hele tiden håber på, at øllet bliver bedre næste år.

William Shakespeare har skrevet Kong Lear med Waage Sandø i hovedrollen. En ældre, magtfuld mand tager en forkert beslutning og falder fra magtens tinde uden helt at forstå, hvad der ramte ham. Waage Sandø fejrer sit 60- års jubilæum med denne forestilling.

Teater Next præsenterer to forestillinger. Familieforestillingen for børn over 6 år er Den Lille Prins. Det er det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden og livet at kende.

Den anden forestilling er Ilt. Et yngre kærestepar er i tvivl, om de skal have et barn eller ej. Hvis de tænker for meget kommer det aldrig til at ske og hvis de ikke tænker sig godt om, kan det måske få katastrofale følger. I hæsblæsende tempo veksler gnistrende dialog og afvæbnende humor med rørende indsigt i nogle af livets store spørgsmål.

 

Teater Birch gæster Morsø Teater med den muntre forestilling Kometen og Lillebror med Flemming Jensen og Lukas Birch. Den gamle skuespiller har haft en strålende karriere og opnåede tidligt tilnavnet ”kometen i dansk teater”. Det er der ganske vist ikke længere andre end ham selv, der kan huske, men han koketterer gerne med det. Han opsøges nu af sin meget yngre lillebror. Det viser sig, at det ikke bare er et almindeligt familiebesøg. Den unge skuespiller vil gerne læse hos den gamle nestor.

 

En juleforestilling mangler Morsø Teaterkreds ikke. I år entres scenen af Bodil Jørgensen med Bodils Jul.

Bodil Jørgensen præsenterer et one-woman juleshow sammen med pianist og prügelknabe Bjarne Sahl.

Du møder Sønder-Jytte, som giver gratis undervisning i skiløb eller bliver hudflettet af Den gale Præst, når du tror, du bare skal høre juleevangeliet. Og så er der også konspirationsdamen fra Hellerup, som rundhåndet deler sine endegyldige og aldeles overraskende sandheder om julen, og meget mere.

 

Musik præsenterer Morsø Teaterkreds naturligvis også.

Vore to ”husorkestre” Ensemble Midtvest og Randers Kammerorkester kommer med dels musik for strygere og dels med musik med en hyldest til den danske natur med kor og fortæller.

Det bliver to aftner med musik til glæde for alle, der gerne hører kammermusik spillet af dygtige musikere.

 

Nytårskoncerten er i denne sæson med Aalborg Symfoniorkester. Skønne evergreens, vidunderlige wienervalse og dejlige melodier fra kendte musicals er på programmet, når vi blænder op for årets festlige nytårskoncert. Caspar Phillipson er den syngende vært, der skal kæde løjerne sammen, og solisten i år er Lise Baastrup Nielsen. De er begge kendt fra DR’s serie Orkestret.

 

Den årlige jazzkoncert først i december er med Olivier Antunes (piano), Anders Fjeldsted (kontrabas), og Janus Templeton (trommer). Vi skal nyde musik af Phineas Newborn, Bill Evans, Ahmad Jamal og sidst, men absolut ikke mindst Oscar Peterson! Det hele fremført af dedikerede musikere.

Julekoncerten er naturligvis uundværlig for vort trofaste publikum, og i år skal vi lytte til Aarhus Domkirkes Kantori, dirigeret af Anne Agerskov. Programmet bliver nordisk på alle måder samt naturligvis med inddragelse af publikum ved fællessangene.

 

Vi skal også i år have besøg af MusicalDanmark, der præsenterer musik fra 1991 – 90’ernes største musikår.

Ud over musikken kommer der anekdoter, historier og sjove optrin. Mere end 30 hits fra både Queen, Bryan Adams, George Michael, Elton John, U2, Prince, Nirvana, R.E.M. samt Ray Dee Ohh, Dizzy Mizz Lizzy og D.A.D. med flere.

 

Sæsonen slutter i Musikværket, hvor vi skal møde Baggårdspumaen – en kabaret om Otto Brandenburg. Vi skal høre hvad det mon var, der i den grad satte så mange pigehjerter i brand? Hvad var det med ham Otto.
Var det stemmen, udseendet, eller adfærden? Var det repertoiret?
Eller var det bare charme, det hele?

Det er fortællingen om én af Danmarks største og mest alsidige kunstnere.
Vi prøver at få det hele med, og krydrer det med et hav af hans skønne sange.

Som du kan læse herover, indbyder Morsø Teaterkreds til en sæson med meget forskellige muligheder for oplevelser i Morsø Teater, Musikværket og Nykøbing Kirke. Bestyrelsen håber, du vil tage godt imod vore forestillinger og koncerter og på den måde være med til at støtte kunsten og Morsø Teaterkreds.

 

Du kan igen i år købe årskort, som bevirker, at dine billetter er gratis.

Billetsalget åbner 18. juni kl. 12.00 på hjemmesiden.

 

Vel mødt i det forunderlige univers, som teater og musik er på hver sin måde.

 

Bestyrelsen for Morsø Teaterkreds

Jørgen Bruun Christensen

Aage Ravn

Bente Andersen

Karin Møller Jensen

Louise Meiner

Pressefotos til Her På Øen.