Morsø Kommune har afsluttet ansættelsesrunder på to lederstillinger, som fra næste år bliver en del af en ny organisatorisk ramme for kommunens ungeindsats. Helle Pontoppidan er ansat som leder af indsatsen, som får navnet Ung Mors. Johs Odgaard er ansat som leder af Morsø Ungdomsskole efter i en periode at have fungeret som konstitueret leder.
Der har været mange gode bud i spil blandt ansøgerne til de to lederstillinger, og nu kan ansættelsesudvalgene samlet melde ud, hvem der er valgt. Det bliver to personer, som har et godt kendskab til kommunen og til opgaverne, som venter forude.
Leder af ungeindsatsen i Morsø Kommune bliver Helle Pontoppidan, som kommer fra en stilling som leder af PPR i Morsø Kommune. Til stillingen som leder af Morsø Ungdomsskole har man valgt Johs. Odgaard, som har været konstitueret leder af ungdomsskolen, siden John Landbo gik på pension i foråret 2022.
Klar til ny ungeindsats
Centerchef for Skole og Dagtilbud, Michael Dahlgaard glæder sig over ansættelserne, og at man nu for alvor kan komme i gang med ungeindsatsen Ung Mors i det nye år.
– Vi har kigget grundigt på ansøgningerne, og vi er begejstret for at både Johs og Helle har søgt, for de er de helt rigtige til at lede vores nye ungeindsats. Gennem vores tidligere samarbejde med dem har de vist en masse kvaliteter, som vi glæder os til at arbejde videre med til gavn for de unge på Mors, siger Michael Dahlgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Ser frem til samarbejdet
De to ledere ser også frem til at være med til at løfte opgaven med den nye ungeindsats.
– Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet valgt som en del af lederholdet, og jeg ser det som et stort skulderklap. Det seneste halvandet år som konstitueret leder for ungdomsskolens 45 dygtige medarbejdere har været en fornøjelse, og det samarbejde glæder jeg mig utroligt meget til at forsætte med. Jeg mener, at vi med Ungdomsskolelovens fleksibilitet står et godt sted til at nytænke og udvikle indsatser og metoder, siger Johs Odgaard.
Helle Pontoppidan har været leder af PPR i Morsø Kommune siden 2021, og hun har store forventninger til den nye organisering.
– Ung Mors er en ny organisering, som i mine øjne, er den helt rigtige og meningsfulde prioritering til at løse opgaven med unge mellem 12 og 30 år, som ikke har succes i eksisterende tilbud. Når børn og unge mennesker er på vej ud af de eksisterende fællesskaber, er det helt afgørende, at vi får hjulpet dem og vist en ny vej ind eller tilbage i et fællesskab og på vejen mod uddannelse og job, lyder det fra den nye leder af ungeindsatsen, som tilføjer:
– At være med til at skabe deltagelsesmuligheder for børn og unge mennesker i stærke fællesskaber er for mig en af de fornemste opgaver, man kan forestille sig.
FAKTA OM UNG MORS
Ung Mors er den sammenhængende kommunal organisatorisk ramme for en tilbuds- og indsatsvifte, der kan forløse det potentiale, som alle unge mennesker har. De unges drømme om et aktivt fritidsliv, en uddannelse og et job skal udvikles, udfordres og afprøves i denne fællesfaglige ramme.
Ung Mors er indsatsskaber/indsatsformidler og støttefunktion for de almene ungefællesskaber, der skaber deltagelsesmuligheder for den unge, der er på vej ud af fællesskabet.
Ung Mors er garant for og den tydelige ledelse af, at medarbejdere med forskellige fagligheder bringes sammen på nye måder i nye samarbejdsrum i det daglige arbejde om unges fastholdelse i fællesskaber, uddannelse og job. Ung Mors skal være garant for en vedholdende systemhandlekraft, der kan bidrage med de nødvendige indsatser, der leder til de optimale løsninger for den unge.
Pressefoto X 3.