Af Dorit N. Glintborg
Socialdemokratiet på Mors stiller med en ny kandidat til kommunalvalget til november.
Det er Jimmi Mikkelsen, der nu er klar til en tørn i demokratiets tjeneste.
Jimmi Mikkelsen fortæller om sig selv til Her På Øen, at han er 59 år, og født og opvokset i Skanderborg. Han er far til fire voksne børn. I dag bor han på Mors, nærmere bestemt i Nykøbing, sammen med den kvinde, der i sin tid fik ham til at flytte til øen.
Og flyttet til Mors er en beslutning, Jimmi Mikkelsen aldrig har fortrudt:
-
Da jeg flyttede til Mors for knap fire år siden, blev jeg hurtigt en del af lokalsamfundet og arbejdsmarkedet. Jeg kan huske en af de første gange, jeg gik ned igennem gågaden. De folk, jeg gik forbi hilste pænt, selvom jeg ikke kendte noget til dem. Den venlighed og imødekommenhed var jeg ikke vant til.
Nu ønsker jeg at give tilbage og bruge min erfaring til at styrke fællesskabet, sikre bedre arbejdsvilkår og skabe bedre muligheder for børn og unge.
Jimmi Mikkelsen arbejder hos Soco System i Foodparken, hvor han også er tillids- og arbejdsmiljørepræsentant. Han er medlem af 3F og en del af Socialdemokratiet, hvor han ønsker at bruge sine egne erfaringer i kommunalpolitik for at skabe en reel forandring.
Privatfoto.