Socialdemokratiet på Mors kan nu præsentere en helt ny kandidat til kommunalvalget i november.
Kandidaten hedder Frank Thingholm.
Frank Thingholm er en 47-årig ung morsingbo, der er i gang med at skifte arbejdsspor efter bl.a. at have været selvstændig restauratør og ikke mindst købmand i over 10 år. Han er nu ved at uddanne sig til elektriker. Den nye kandidat kommer fra Nykøbing og fra en søskendeflok på seks, og hans farfar var med i den første kommunalbestyrelse for det sammenlagte Mors i 1970.
Frank Thinggaard vil kæmpe for, at vores lokalsamfund skal gøres mere lige. Alle skal kunne gribe livets muligheder uanset økonomien hjemmefra. Vi skal som samfund kunne hjælpe de svageste i den bedste retning og gerne mere til.
I sin fritid bruger Frank tiden på børnene og derudover også gerne en tur til nogle af de forskellige lokale musikarrangementer sammen med vennerne.
Via sin erfaring som restauratør, og som far, falder det Frank naturligt at ønske bedre forhold på Mors for øens børn og unge. ”Vi skal gøre Mors til et sted, hvor man gerne vil bo med sine børn, og hvor der samtidig skal være et godt og trygt natteliv for de unge”, som Frank udtaler det. Et andet område, som interesserer Frank meget, er øens skoler og institutioner. ”Hvem vil ikke gerne bo i den kommune, hvor børnene trives?”, som Frank beskriver det.
”Det vigtigste for Mors er en ny linje og et nyt hold til at styre øen videre. Der skal nye øjne og hjerner til at imødekomme de gamle dårlige sager og samtidig et nyt syn på de nye sager, så de ikke bliver til nye dårlige sager”, som Frank formulerer det.
Foto fra Socialdemokratiet Mors til Her På Øen.