Højskolen Mors får ny formand.
Svend Erik Jørgensen trækker sig, og i den forbindelse siger han følgende til Her På Øen:
Alting har sin tid. Og nu synes jeg, at det er tiden at give stafetten som formand for Højskolen Mors videre.
Jeg har arbejdet for og med at få oprettet Højskolen Mors siden 2017. Første års tid ene mand og siden med en særdeles engageret, entusiastisk og energisk bestyrelse og et hårdt arbejdende forstanderpar. Samt en hær af frivillige.
Det har været et fantastisk spændende arbejde. Med store udfordringer og overvejelser undervejs. Hvilken profil skal højskolen have? Kan vi få økonomien til at hænge sammen? Kan vi tiltrække tilstrækkeligt antal elever? Kan vi tiltrække arbejdskraft?
Jeg synes, at vi er kommet godt i mål på alle fronter. Fyldt efterårshold 2021 – 56 elever. Godt med tilmeldinger til foråret 2022. Ventelister på de korte kurser. En arbejdsplads med 20 fastansatte og en del løst tilknyttede. 18 nye skatteborgere med tilknytning til Højskolen Mors er flyttet til Flade. Et tilfredsstillende økonomisk resultat – overskud vil i 2021 være ca. 1.400.000.
Alt i alt absolut godkendt.
Og jeg kan tillade mig at træde et skridt tilbage.
På Højskolens bestyrelsesmøde mandag 23. august meddelte jeg, at jeg ønsker at stoppe som formand, men forbliver i bestyrelsen. På mødet konstituerede bestyrelsen sig med Tonny Nedergaard som formand og Jens Jørgen Jensen som næstformand. Det er et stærkt formandskab, som jeg trygt overlader roret i sikker forvisning om, at Højskolen Mors fortsætter sin positive udvikling.
Jeg vil ikke hvile på laurbærrene, men har andre projekter i støbeskeen til fordel for Mors og morsingboerne, fastslår Svend Erik Jørgensen.
Fra den nyvalgte formand, Tonny Nedergaard lyder en stor tak til den afgående formand, Svend Erik Jørgensen, og Tonny Nedergaard siger til Her På Øen:
Svend Erik lavede et grundigt forarbejde inden der i marts 2018 blev nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge mulighederne for at etablere en Højskole i Flade i Vila Villekula´s tidligere lokaler. Uden Svends Erik´s drivkraft, optimisme, kompetencer indenfor Højskoleverdenen samt værdifulde netværk havde det ikke været muligt at etablere en Højskole. Vi har stor forståelse for Svend Erik´s ønske om at stoppe som formand og er dybt taknemlig for at han forbliver som medlem af bestyrelsen, så vi kan drage gavn af hans store viden og erfaring.
Jeg er både ydmyg og beæret over at bestyrelsen har valgt at jeg skal overtage roret som formand for den succesfulde Højskolen Mors og glæder mig til sammen med forstanderparret, næstformanden, bestyrelsen og de frivillige at stabilisere den hurtige udvikling og fremgang Højskolen har taget samtidig med at Højskolen skal videreudvikle, siger altså den nye formand for Højskolen Mors, Tonny Nedergaard.
Foto: Højskolens logo af RaDesign