Af Dorit Glintborg

Den nye dyreværnslov, som Folketinget har vedtaget, gælder i sagens natur også på Mors.

Loven afløser den mere end 100 gamle dyreværnslov og bringer dyrevelfærdslovgivningen ind i det 21. århundrede. Loven er historisk på flere måder.
Blandt andet er det skrevet ind i loven, at dyr er sansende væsener med naturlige behov og adfærd.
Et faktum, mange mennesker altid har vidst, men at det nu er lovfæstet, beskrives af Dyrenes Beskyttelse som en kæmpe sejr.

”Det er virkelig flot, at Folketinget sætter retningen for, at vi som samfund skal mere end blot værne og beskytte dyr mod overlast, men også tage hensyn til, at de er sansende væsner med naturlige behov og adfærd, som skal tilgodeses, og at respekten for dyr skal fremmes”, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse har arbejdet intenst på at påvirke tilblivelsen af en ny dyrevelfærdslov, og den udgave, som er blevet vedtaget, er en langt bedre udgave end det forslag, som så dagens lys i februar sidste år.

Dyrenes Beskyttelse vil stå vagt, når loven i den kommende tid skal udmøntes i konkrete regler.

Pressefoto: Dyrenes Beskyttelse