Limfjorden Rundt foregår netop nu, og de flotte træskibe har i dag besøgt Nykøbing Havn.
Den tremastede barkentine LOA af Aalborg, der i mere end et årti har været fast tilbagevendende deltager i kapsejladsen Limfjorden Rundt, fejrer denne sæson 100-året for søsætningen. I den forbindelse er der netop blevet udgivet en bog om skibets historie og dets aktuelle virke.
På cirka 200 rigt illustrerede sider giver bogen et indblik i skibets tilbliven i 1920-22, dets funktion og udvikling som fragtskib frem til de tidlige 1970’ere, ligesom forfald og restaurering i årene 2001-09 – og ikke mindst den nye rolle som øvelsesskib med deltagelse i blandt andet The Tall Ships Races, Limfjorden Rundt, Rotary-sejladser og mange andre aktiviteter, også beskrives.
Siden den seneste idriftsættelse i sommeren 2009 har LOA tjent som Aalborgs og Nordjyllands sejlende ambassade.
- Netop det at være en maritim ambassadør for hjembyen, -egnen og -landet stod centralt fra første færd. Hensigten var ikke blot at genskabe et originalt tremastet, danskbygget sejlskib i træ, men at give så mange som muligt en enestående chance for at stifte bekendtskab med de righoldige oplevelser til søs, siger Steen Bjerre til Her På Øen.
Foruden at være bogens forfatter var Steen Bjerre medlem af LOA-projektets styregruppe i planlægningsperioden 2001-2004, derefter bestyrelsesformand for skibets ejer Tall Ship Aalborg Fonden i restaureringsårene 2004-09 og medlem af forskellige LOA-udvalg siden 2013.
LOA er fast tilbagevendende deltager i Limfjorden Rundt, der i sagens natur har sit eget kapitel i jubilæumsbogen, og LOA har sikret sig flere førstepladser blandt tremasterne i årenes løb.
Limfjorden Rundt foregår lige nu, og de mange flotte træskibe har netop besøgt Nykøbing Havn, og er nu på vej til Fur.
Steen Bjerres bog er ude i handelen nu.
Pressefotos.