Af Dorit N. Glintborg
Snart forsvinder de røde postkasser fra gadebilledet overalt.
Inden længe er de en saga blot.
Som så mange andre ting, fristes man til at sige, når vi er midt i december – en måned, der altid vil emme af store følelser og nostalgi.
Ved udgangen af i år, vil der ikke længere være nogen postkasser at finde.
PostNord lukker for brevsorteringen som følge af mindre brevtrafik og som følge af en ny lovgivning.
Vi kan dog stadig sende breve til hinanden via pakkeshops.
Men breve anses altså i dag som værende forældede, og derfor bliver de røde postkasser fjernet.
Rent fornuftsmæssigt giver det da god mening at fjerne postkasserne, når det meste korrespondance i dag foregår digitalt.
Men følelsesmæssigt er det jo en hel anden sag.
Jeg tænker på de skønne fødselsdagskort, jeg fik fra blandt andre Bedstemor, da jeg var lille.
I skrivende stund ligger både konvolut og kort på skrivebordet ved siden af mit tastatur.
Det er fra min otte-års-fødselsdag,
Bedstemor har købt et smukt kort med en buket røde roser på forsiden.
Og indeni har hun skrevet de kærligste og varmeste ord med sin fine skråskrift.
Jeg citerer nogle sekvenser: ”Kære lille Dorit. Du er jo saa dygtig og er saadan en lille god Pige til at hjælpe Mor og til at lege med din lillebror. Vi haaber at komme hen og skaale med dig se se, hvor glad du er. Tillykke, søde Dorit og mange kærlige hilsner fra to, du kender meget godt, Bedstefar og Bedstemor.”
Ærlig talt er sådan et kort jo guld værd. Ikke mindst så mange år efter. For jo, det er nogle år siden, at jeg fejrede min otte-års-fødselsdag derhjemme på Ørndrup Mark.
Men Bedstemors hjertevarme fødselsdagskort har jeg helt håndgribeligt lige hér.
Dét er stort.
Jeg kan godt føle medlidenhed med de børn, der vokser op i dag, for de vil sandsynligvis ikke have sådanne håndgribelige kærlighedserklæringer fra barndommen, når de bliver voksne.
Tiderne ændrer sig, siger man og siger vi til hinanden, og vi skal følge med tiden.
Javist skal vi dét, men sommetider gør det nu ingenting at trække lidt i bremsen, eller måske bare lette foden lidt fra speederen.
Ikke alt nyt er godt. Ikke alt gammelt er noget møg.
Man skal ikke forandre noget blot for forandringens skyld.
Det er og har altid været min holdning.
Men væk er de røde postkasser snart, og det kan vel også være ligegyldigt, når vi i dag sender så få breve.
Dét at sende hilsner til hinanden har godt nok gennemgået en stor forandring!
Vi starter med de håndskrevne fødselsdagskort, som blev leveret af postbuddet, og vi ventede spændte på.
Så kom telefonen til, og det kunne være ligeså nemt lige at løfte røret, dreje nummeret til fødselaren og sige tillykke.
Som mange vil vide var jeg blandt pionérerne, da Mors fik en lokalradio.
I de første mange, mange år var vores koncept ”Send en hilsen” utrolig populært.
Jeg kan se hilsen-sedlerne for mig.
De skulle af telefonpasseren udfyldes omhyggeligt med navn, adresse og telefonnummer på den person, der ville sende en hilsen, ligesom der skulle afkrydses, om hilsenen var betalt kontant, eller kontoret skulle sende en faktura.
Mindst lige så vigtigt var det at få et alternativt pladeønske til hilsenen, hvis studieværten nu ikke kunne finde pladeønsket i pladearkivet.
En hilsen kunne lyde/se ud som følger:
En hilsen til Minna. Hjertelig tillykke med fødselsdagen. Vi glæder os til festen. Hilsen fra Bolette og Børge. Og pladeønsket er Tommy Seebach med Hip Hurra, Det’ min Fødselsdag.
Ak ja, nostalgien har vinger her ved skrivebordet i dag.
Senere igen kom mobiltelefonerne til, og efter nogle år blev det muligt at sende tekstbeskeder til andre mobiltelefonindehavere.
SMS’er!
Ufattelig smart, hurtigt og nemt.
Også, når man skal gratulere nogen med fødselsdagen.
Og meget nemmere end at tage telefonen og ringe op.
Senere igen er det allestedsnærværende sociale medie, Facebook kommet, og selvfølgelig holder Facebook nøje styr på, hvornår alle har fødselsdag.
De første år, så vidt jeg personligt husker, blev man mindet om, når den og den havde fødselsdag, og så kunne man vælge at formulere en skriftlig lykønskning på fødselarens Facebookside.
Meget nemt og hurtigt.
Men ikke nemt og hurtigt nok, synes Facebook åbenbart, for i dag er det lige før, man bare behøver kigge på skærmen, før der er sendt en automatisk fødselsdagshilsen.
I hvert fald behøver man ikke selv ulejligheden med at formulere et tillykke. Næh, Facebook har en række valgmuligheder, så man med ét enkelt klik har skrevet ”Hurrae og tillykke og nyd din dag” på en fødselars Facebookside.
Ja, undskyld mig, men det kan altså også blive for nemt. Og hamrende upersonligt.
Det er nu ellers ikke, fordi jeg ikke glædes over en fødselsdagshilsen på Facebook. Det gør jeg, endda meget. Jeg synes bare godt, man må have lov at gøre sig blot en lille smule umage, og for eksempel selv skrive sit tillykke.
Men den holdning kommer selvfølgelig også fra en, der stadig, i december 2025, hylder det håndskrevne fødselsdagskort, og som dermed nok kan betegnes som værende gammeldags.
Og det har jeg det godt med at være.
Som skrevet før, er alt nyt efter min bedste overbevisning ikke godt nyt. Ofte tværtimod.
Med de ord vil klummeskribenten i nostalgiens vingesus ønske læserne nogle velsignede dage resten af december måned, og ønske os alle en glædelig jul. Med eller uden fysiske julekort. En juletanke kan også noget.
NB En klumme er som altid et udtryk for klummeskribentens personlige holdning.
