Der er på Nordmors enighed om, at man selv kan påvirke fremtiden og ikke blot lade tilfældighederne råde.
’Vi går efter en planlagt udvikling af Nordmors’, siger Martin Vester, konstitueret formand for Nordmors Erhvervsudvikling ApS. ’I første omgang arbejder vi målrettet efter at bygge en ny købmandsbutik. Bagefter arbejder vi på at få bygget seniorvenlige boliger, så vores ældre medborgere kan sælge deres huse og få dem renoveret af nye familier, der kommer hertil’.
For godt et års tid siden blev Nordmors Erhvervsudvikling ApS etableret med det formål at udvikle Nordmors efter en plan i stedet for bare at lade tilfældighederne råde. Planen er nu færdig og på selskabets generalforsamling onsdag den 3. april bliver sløret løftet, så alle kan få et indblik i planerne.
’Her er et godt grundlag for at leve det gode liv fra vugge til grav’, mener konsulent Lillian Kristensen, der siden august har været motoren i, sammen med erhvervsudviklingsselskabet og beboerforeningen at beskrive styrker og svagheder på Nordmors. På generalforsamlingen fortæller Lillian Kristensen om, hvad de aktive nordmorsing-boere arbejder med for at få et bæredygtigt og rigt liv på Nordmors – også i fremtiden. Udgangspunktet er, at Nordmors har en smuk og tilgængelig natur, som også i fremtiden skal kombineres med nye tilflyttere, udbygning af skole-, fritids- og arbejdsliv, turisme og handel. Den færdige udviklingsplan bruges bla., når Nordmors Erhvervsudvikling ApS ansøger forskellige fonde for at få penge til projektet med en ny købmandsbutik, men også i beboernes egen selvforståelse.
Generalforsamlingen finder sted i det nybyggede forsamlingshus i Sejerslev. Huset er kommet op at stå netop ved hjælp af fælles kræfter og fælles flid. Så evnen til at forme udviklingen med egne hænder er ikke ny på Nordmors. Inden generalforsamlingen er det muligt at købe anparter i Nordmors Erhvervsudvikling ApS.
Det fortæller Anette Stagstrup til Her På Øen.
Arkivfoto: Her På Øen.