Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com
Nordjyske Medier skal de næste år spare yderligere omkring 45 millioner kroner.
Det skriver fagbladet Journalisten i dag.
I 2021 opererer ledelsen i mediehuset således med en plan om at spare 30 millioner kroner, og de 19 millioner skal findes på det redaktionelle område.
I 2020 og 2021 skal der ifølge Journalisten efter planen spares samlet 45 millioner kroner på netop det redaktionelle område.
Tillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn siger til Journalisten, at hun er bekymret for, hvordan i alverden Nordjyske Medier fremover skal varetage sin opgave som kritisk lokalpresse.
”Da vi lukkede Morsø Folkeblad kunne vi høre, at mange på Mors var bekymrede”, siger hun til Journalisten.
Direktøren i Nordjyske Medier, Morten Vinther deler ikke bekymringen. Han siger til Journalisten, at besparelserne ifølge hans opfattelse ikke koster på kvaliteten af det redaktionelle.
Nordjyske Medier har i år haft to sparerunder. Den første i februar, og den næste i maj. Samlet set blev der i alt nedlagt 21 stillinger i de to sparerunder.
Nu ser det imidlertid ud til, at de resterende ansatte i koncernen kan imødese flere opsigelser.