Det er for de fleste en velkendt følelse, når vatpinden nænsomt skubbes ned i halsen, og PCR-testen foretages af en poder. Turen til det faste testcenter kender mange næsten i søvne, men fra 14. marts skal flere nordjyder indstille sig på at møde op et nyt sted, hvis de oplever symptomer på coronavirus.

Ni ud af Region Nordjyllands 22 teststeder har nemlig sidste åbningsdag 13. marts, og det skal ifølge Jacob Bertramsen, kontorchef i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland, ses som positivt nyt.

– Vi ser en dalende smitte i samfundet i øjeblikket, og det vurderes, at den positive udvikling fortsætter grundet stigende immunitet og sæsoneffekt. Som følge deraf neddrosler vi testkapaciteten, da vi ikke oplever samme behov som tidligere, siger Jacob Bertramsen.

Behovet for PCR-test bliver ved med at falde

1. februar blev det besluttet, at coronavirus ikke længere skulle kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, og i samme ombæring blev stort set alle restriktioner ophævet. Siden da er behovet for PCR-test faldet.

Af den grund indførte myndighederne en trappemodel for nedskalering af PCR-test, som bygger på antallet af tests, der bliver taget. I den forgangne har 51.000 danskere i gennemsnit på daglig basis været nede i testcentrene og få scannet deres sundhedskort, og det tal ligger på et niveau, der betyder, at testkapaciteten kan skrues et trin ned.

Det betyder helt konkret, at den daglige testkapacitet i Danmark sænkes fra 140.000 til 100.000 prøvetagninger. Trods nedjusteringen er der fortsat testmulighed i alle nordjyske kommuner.

Det oplyser Region Nordjylland til Her På Øen.

Pressefoto.