Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det er da frygteligt for os. De her hjælpepakker forslår jo ingenting.

Sådan lyder det, da Her På Øen spørger en af de forretningsdrivende i Nykøbing til situationen, hvor den tvungne lukning af alle butikker på nær dagligvareforretninger og apoteker nu er forlænget yderligere tre uger.

Torben Bach har forretningen Clara & Co. i gågaden i Nykøbing, og ligesom så mange andre forretninger lige nu, er Clara & Co. lukket.

  • Jeg har to ansatte, der skal have løn, og vi har også huslejen. Vi tjener ingenting, og har ikke gjort det længe, så det er frustrerende tider, fastslår Torben Bach.

Han mener, at den lange Coronakrise uundgåeligt vil betyde, at mange butikker vil blive nødt til at dreje nøglen om, og han er uforstående overfor den positive tone, der mange steder lægges for dagen, når talen går om butikslivet i Nykøbing.

Som han siger: Udgifterne skal stadig betales, selvom der ingen indtægt er.

Selv har han på den baggrund taget et lønarbejde.

Men Torben Bach ser frem til den dag, Clara & Co. igen må åbne døren for kunderne.

Hvornår det bliver må tiden vise.

Indtil videre gælder den næsten totale nedlukning af samfundet indtil 7. februar.

Billedet er fra 22. december 2020, hvor butikkerne havde åbent.