Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Ikke usædvanligt har påskedagene bragt en del ulovlig bilkørsel med sig. Ulovlig, fordi føreren ikke har været ædru til at sidde bag et rat.

Henrik Skriver Jensen, Midt og Vestjyllands Politi kan i dag fortælle Her På Øen om seks tilfælde på Mors.

Torsdag kl. 19.48 standsede patruljen en personbil i Skovgade i Nykøbing med mistanke om kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

Den 19-årige fører blev anholdt og fik udtaget blodprøve, og er nu sigtet for kørsel med euforiserende stoffer i blodet.

Der er tale om en mand fra lokalområdet.

Kl. 02.48 natten til lørdag stoppede politiet en 39-årig mand fra Salling-området i Vestergade i Nykøbing.

Her blev udtaget blodprøve med mistanke om spirituskørsel.

En 53-årig mand væltede lørdag eftermiddag på knallert på Kridtvej ved Fredsø, hvor han kørte ud i rabatten.

Manden kom ikke til skade, men politiet havde mistanke om spirituskørsel, og udtog blodprøve af manden.

Uheldet skete kl. 13.55 lørdag.

En 20-årig bilist gjorde natten til mandag opmærksom på sig selv ved at overskride  spærrelinjen, mens han kørte på Næssundvej.

Da patruljen standsede bilisten, kom der hurtigt mistanke om, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket der nu er oprettet en sag på.

Bilisten er fra Karby.

Det var formentlig uopmærksomhed, der i går kl. 15.18 fik en 16-årig knallertkører til at påkøre en parkeret bil på Præstbrovej.

Drengen væltede, og pådrog sig en flænge, som han blev behandlet for på sygehuset.

En 26-årig mand fra Øster Assels har også fået en sigtelse om kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer i påsken.

Han blev stoppet af patruljen i går aftes kl. 20.00 i Filtenborggade i Nykøbing.

Derudover var politiet natten til søndag i Nykøbing til uro udenfor Zebra Bar.

Urolighederne endte med to sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen til en 19-årig ung mand, der udviste råbende adfærd, truede med at banke andre tilstedeværende, og råbte ukvemsord efter politiet.

På Her På Øens kommentar om de mange bilister med euforiserende stoffer i blodet, svarer Henrik Skriver Jensen, at det efterhånden er en tendens, at der stoppes flere narkobilister end spritbilister.

  • Vi har også andre værktøjer end tidligere, tilføjer han, og hentyder her til de narkotests, betjentene har med sig i patruljebilen i dag.

Pressefoto: Rigspolitiet.