Blandt et rekordstort felt bestående af intet mindre end 242 indstillede foreninger er der nu fundet tre vindere af Nordjyske Banks årlige foreningspris, som hylder det gode foreningsliv i Nordjylland. En af dem er Næssundfærgens Venner, som driver en færge over Næssund mellem Mors og Thy, og ifølge bankdirektør Carl Pedersen er det et klasseeksempel på en forening, der virkelig gør en forskel.
Det nordjyske foreningsliv blomstrer i Nordjylland. Det er konklusionen efter, at vinderne af Nordjyske Banks Foreningspris 2025 nu er fundet. I år har der nemlig været rekordstor interesse for prisen med hele 242 indstillede foreninger og i alt 71.375 stemmer fra nordjyderne.
– Vi har oplevet rekordstor interesse for prisen, og endnu en gang bliver vi dermed positivt overraskede over, hvor stor en opbakning, der er til de lokale foreninger i Nordjylland. Der er ingen tvivl om, at foreningslivet har rigtig stor betydning for mange nordjyder, og det er vi glade for endnu en gang at kunne hylde med årets foreningspris. Ligesom tidligere år har vi fundet i alt tre vindere, som udover æren vinder en pengepræmie hver på 33.333 kroner, lyder det fra bankdirektør i Nordjyske Bank, Carl Pedersen, som understreger, at det i år har været et rigtigt stærkt felt.
Blandt vinderne er foreningen Næssundfærgens Venner. Foreningen driver en færgerute mellem Mors og Thy, som til trods for mange protester på begge sider af fjorden blev nedlagt i 2015. Den eneste mulighed for at bevare den traditionsrige overfart var at stifte en privat forening, der kunne drive færgen på frivillig basis. I dag har foreningen cirka 350 medlemmer, hvoraf over 50 af dem deltager i det praktiske arbejde.
– Vi er virkelig glade for og stolte over at have vundet prisen og ikke mindst pengene, som blandt andet skal bruges på et højtaleranlæg, så vi kan underholder gæsterne på både aftensejladser, kulturarrangementer, og forskellige temature. Generelt har vi store ambitioner i forhold til, at færgen skal kunne tilbyde endnu mere til lokalområdet, end den allerede gør. Derfor kigger vi blandt andet også på at udvikle flere fællesarrangementer, hvor fx fugleinteresserede kan sejle med tidligt om morgenen og se fuglelivet omkring vores naturreservater eller skoleture, hvor en højtaler vil bidrage rigtig positivt til at kunne lave undervisning på båden, lyder det fra medlem i Næssundfærges Venner, Henrik Kaufholz.
Nordjyderne har selv kunnet indstille og stemme på de nordjyske foreninger, de syntes skulle vinde Foreningsprisen 2025. De ti foreninger med flest stemmer er sammen med ti yderligere foreninger, der er udvalgt blandt indstillingerne, gået videre til finalen, hvoraf de tre vindere er udvalgt af en uafhængig dommerkomité.
– Næssundfærgens Venner holder liv i en lokal færgeoverfart med stærke traditioner og til stor værdi for de lokale og turister, og det var blandt andet det, som overbeviste dommerkomitéen. Derudover sørger foreningen for social aktivitet og sammenhold på tværs af Limfjorden med blandt andet gudstjenester og aftensejladser. På aftensejladser gøres færgen i sommersæsonen klar til cirka 30 gange at blive et ”flydende forsamlingshus”, hvor frivillige sørger for at hejse sejl som loft, stille vægge op samt køre borde og bænke ind på bildækket, så der senere kan være servering, bar og socialt samvær. Det er et imponerende, frivilligt stykke arbejde, som vi gerne vil belønne, siger Carl Pedersen.
Udover Næssundfærgens Venner er det desuden Tokon Hjørring Karateklub og Ålbæk Havnebad, der er løbet med sejren og en tilsvarende pengepræmie.
Tekst og foto i denne artikel fra Nordjyske Bank til Her På Øen.