Morsø Kommune er blandt de kommuner herhjemme, som markerer Den Nationale Flagdag tirsdag den 5. september.
Det er blevet en lokal tradition, at veteraner og andre interesserede samles om morgenen og hejser flaget den 5. september foran Morsø Kommune på Jernbanevej. Det sker kl. 8, hvor borgmesteren holder tale, og hvor der bagefter er mulighed for at gå med til den særlige gudstjeneste i Nykøbing Kirke.
Senere på dagen har borgmesteren en ekstra opgave, som han skal hjælpe veteranerne med. De har nemlig fået en ny fane, og når sådan en skal indvies, så hører der ritualer med.
– Jeg håber, at dem der har mulighed for det, vil møde op og være med til at vise respekt omkring vores veteraner, og det vigtige arbejde de har gjort for vores land. Det er en dag, som jeg glæder mig til, siger borgmester Hans Ejner Berthelsen og forsætter:
– Senere på dagen plejer vi at ære veteranerne med et arrangement på Det Gamle Rådhus. I år er det ekstra specielt, for deres nye fane skal indvies ved at slå tre søm i, og jeg får den ære at slå den første i, fortæller han og understreger, at man selvfølgelig også er meget velkommen til at markere dagen derhjemme med flag i den form, det nu kan lade sig gøre
Veterancafe Mors er blevet tildelt en Dannebrogsfane af Danmarkssamfundet. Den bliver indviet på Flagdagen. Når en fane skal indvies, så skal der slås 3 søm i den. 1 for Majestæten, 1 for fædrelandet og 1 for foreningen.
Pressefoto fra Morsø Kommune til Her På Øen.