Af Dorit Glintborg
Her På Øen
- Nogen kan noget – ingen kan alt – men i fællesskab kan vi en hel masse.
Med de ord afrundede Diana Brund Christensen Morsø Gardens generalforsamling, hvor der kunne konstateres et fald i medlemstallet.
De frafaldne er stoppet på grund af travlhed med arbejde og nye interesser, men garden håber fortsat på at kunne få vendt skuden.
I øjeblikket er der 23 medlemmer i Morsø Garden.
Den forholdsvis lille flok har dog haft et travlt og begivenhedsrigt år. Mange arrangementer er der blevet spillet til, og nye arrangementer venter forude.
En glædelig overraskelse var der også til den lokale garde i 2019.
- Vi var jo så heldige i 2019 at få 70.000 fra DUF til indkøb af instrumenter. Det blev til seks trommer og fire cornetter. Hvor er det fantastisk at få lov til at kunne skifte ud i instrumentbeholdningen. Og dejligt at se gardister blive tildelt nye instrumenter – det er stort. Og ikke just noget der sker hver dag. Stor tak til DUF for støtten. Også stor tak til Odd Fellow Logen, som valgte at donere et beløb til os. Det er ikke hver dag man bliver ringet op og spurgt om man vil deltage i et arrangement, hvor man vil få overrakt en donation. Det rører os altid, når nogle tænker på os, lyder det fra gardens formand, Diana Brund Christensen.
Morsø Garden skal til sommer spille til Stafet for Livet, og er allerede hyret til et julearrangement. Til efteråret drager garden til Paris, for blandt andet at få indspillet DVD, der kan sendes til Disneyland.
Håbet er at kunne blive godkendt til at spille før den store parade der.
Lige nu og her har Morsø Garden dog ligesom alle andre lukket ned på grund af frygten for Coronavirus.
To planlagte arrangementer i marts er aflyst, og garden afholder ikke undervisning i hele resten af måneden.
Morsø Garden kom ud af regnskabsåretmed et tilfredsstillende resultat, oplyser Diana Brund Christensen.
Arkivbillede af fire glade gardister: DG








































