Morsø Erhvervsråd har nedsat arbejdsgruppe, der skal afsøge mulighederne og interessen for at skabe et erhvervs-fællesskab for virksomheder, og arbejdsgruppen er nu parat til at gå i dialog med det lokale erhvervsliv om tankerne.
Det hele skal munde ud i etablering af en såkaldt business park på Mors.
- Indtil videre holder vi det hele meget åbent for at få så mange ideer som muligt i spil. Derefter tager vi fat på at konkretisere planerne, definere målgrupper og se på fysiske rammer for et erhvervsmæssigt fællesskab, siger Torben Eilskov Leth, der er formand for arbejdsgruppen og medlem af Morsø Erhvervsråds bestyrelse i en pressemeddelelse.
Gode erfaringer
Han fortæller videre, at det overordnede formål med parken vil være at understøtte iværksættere og eksisterende virksomheder med fysiske rammer, der skaber synergi og nye muligheder for virksomhederne på tværs.
- Erfaringen fra andre byer viser, at et fællesskab som dette kan være relevant for både iværksættere, mindre virksomheder, små afdelinger af større virksomheder, folk med behov for en arbejdsplads 2-3 dage om ugen og mange andre. Det behov findes også på Mors, siger Torben Leth.
Interessen afdækkes
Efter sommerferien vil arbejdsgruppen gå i gang med at afdække interessen. Dels hos mulige brugere af rammerne og dels hos potentielle investorer, som kan se en interesse i at styrke det lokale erhvervsliv med en businesspark, der både socialt og kommercielt åbner nye muligheder for nye og bestående virksomheder på Mors.
Pressefoto af arbejdsgruppen for Business Park Mors: Morsø Erhvervsråd.