Af Dorit N. Glintborg
Det er ”den første koreanske morsingbo”, der på torsdag den 5. marts kommer til Støberisalen i Nykøbing for at holde foredrag.
Ole Park Nielsen er opvokset i Rakkeby, og blev i sin tid kendt som øens første adoptivbarn fra Korea.
Foredraget i Støberisalen er arrangeret af Pia Fuglsang og Volyana Mors fra ”Ukrainere på Mors”, og herfra fortæller Pia Fuglsang til Her På Øen, at torsdagens arrangement bliver et personligt foredrag om nødhjælpsrejser, skyttegravslys og et hjerte, der banker for både Mors og Ukraine.
Ole Park Nielsen har nemlig, siden sommeren 2023, foretaget 11 ture til Ukraine med nødhjælp, og han planlægger den 12.
Fra lokale dåser til lys i mørket, skabt af papir og pap, indsamlet på Mors
En central del af hans rejser har været at bringe hjælp frem fra lokale initiativer. Han har blandt andet besøgt Alla Migal , der hjemme fra sin lade udfører et kæmpe arbejde med at støbe skyttegravslys til de ukrainske soldater og civile.
Produktionen er afhængig af de materialer – stearin, dåser og pap – som blandt andet flittige borgere i både Thy og på Mors indsamler og leverer. Han har flere gange haft bilen fyldt med netop disse lys fra Allas lade, så de kan gøre nytte, hvor der er allermest brug for det.
En personlig fortælling om at gøre en forskel
Som en del af netværket ”Together we are stronger” og de nordjyske grupper Vita Ukraine og Outpost 9000, fragter Ole donationer direkte til Ukraine. Foredraget vil tage tilhørerne med helt ind i maskinrummet på nødhjælpsarbejdet: Fra de lange køreture til de personlige møder med ukrainerne og det stærke sammenhold bag de lokale indsamlinger.
Det er en historie om at være morsingbo i hjertet og om at omsætte lokal omsorg til konkret handling ved frontlinjen.
Der er gratis entré ved foredraget i Støberisalen torsdag aften.
Privat foto til Her På Øen.














































